En efterårsdag i 1999 gik to stofmisbrugere ind på Herning Centralsygehus.
De havde abstinenser og var desperate efter at få noget at dulme dem med.
Den ene af de to hed Flemming Pedersen, en ung mand, der var vokset op i Ikast, men som allerede tidligt var kommet ud i misbrug.
- Vi skulle bruge nogle penge til at købe stoffer for at blive raske, som Flemming formulerer det i dag.
Han gik ind på en stue, hvor der lå en patient og sov, kiggede i skuffen efter en pung, men fandt ikke noget.
Så fandt han en taske, som han rodede igennem, og her var der til sidst bonus. Der lå noget pap-agtigt rullet ind i nylonstrømper med elastik omkring.
De skyndte sig at stikke af, og ude på gaden gik det op for dem, at indholdet i nylonstrømpen var penge - mange penge. De prajede en taxa og kørte til Aarhus, og dagen efter hoppede de på et tog videre til København, hvor Flemming har boet lige siden.
Jeg prøver at lære at tilgive mig selv
I dag arbejder Flemming for organisationen Gadens Stemmer.
Her viser han publikum rundt i København og viser dem en side af hovedstaden, som normalt ikke er at finde i de fine turistbrochurer.
TV 2 Kosmopol har fulgt flere af guiderne fra Gadens Stemmer, der hver især har levet som hjemløse eller stofmisbrugere, men nu er på den anden side.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ikke god nok
Flemming Pedersen husker især sin barndoms juleaftener med glæde. Han elskede at være sammen med sine ældre søskende i julen. Men familieidyllen blev ødelagt.
Flemming havde en svær tid som 15-årig teenager. Han kom ikke godt ud af det med sin yngre bror, kæresten droppede ham, og så havde han det rigtig skidt med, at han ikke blev erklæret egnet til gymnasiet som sine ældre søskende.
- Det var en følelse af ikke at være god nok. Jeg følte, at jeg var ikke lige så klog som dem, og jeg havde ikke samme muligheder for en uddannelse, som de havde, husker han.
Samtidig var nogle af hans venner allerede begyndt at ryge hash. Derfor tog han mod til sig og prøvede. Hashen hjalp på hans tankemylder, og efter nogle år med fast misbrug, eskalerede det.
Han prøvede amfetamin og blev også afhængig af det. Og derfra så han sig ikke tilbage. Han kastede sig ud i misbrug af en lang række stoffer. Hans familie reagerede og flere gange blev han sendt på afvænning, men lige lidt hjalp det. Til gengæld mødte Flemming en ny kæreste under et af opholdene. Det var hende, der var med ham den dag på Hernings Centralsygehus.
Sov på betonen
I de første måneder efter, at Flemming og hans kæreste var kommet til København i 1999, blev de mange penge fra tyveriet i Herning brugt på at leje værelser og købe stoffer.
Men der gik ikke lang tid, før pengene var sluppet op, og de måtte bo på gaden.
Flemming peger op på bygningerne, der har omkring 11-12 etager.
- Vi sov øverst oppe, for varmen trænger som bekendt opad, siger han.
Det er de store etageejendomme på Lundtoftegade på Ydre Nørrebro, som Flemming viser os. Det var her, han og kæresten ofte holdt til. Især om vinteren, når der var brug for at finde ly for vejret.
For de sov ikke i lejlighederne, men på de iskolde, åbne reposer af beton. Lige foran beboernes hoveddøre. Og hvis Flemming havde overskud, samlede han folks dørmåtter sammen for at have lidt isolering at sove på.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Måtte droppe ønskeuddannelsen
Men der var også de lyse perioder. I løbet af sine år som hjemløs og på stoffer var Flemming igennem mange forskellige afvænningsforløb.
I lange perioder var han clean, men faldt så tilbage i misbrug. Som for eksempel da han i 2004 havde fået læreplads som snedker – et erhverv han altid havde drømt om at gå ind i – men igen måtte han give fortabt til stofferne.
- Jeg var rigtig ked af det. Min morfar var møbelsnedker, og jeg ønskede mig sådan at blive det også, fordi jeg var god til at lave noget med hænderne. Derfor var det et kæmpe nederlag at miste den læreplads, siger han.
Fik glæden tilbage
Det sidste afvænningsforsøg i rækken fik dog en effekt. Det var Minnesotakuren, og det var den, der gav ham gnisten tilbage efter så mange år. Flemming tager nu ikke længere ulovlige stoffer.
I stedet får han substitutionsbehandling to gange om dagen. I dag er han 55 år og bor i egen lejlighed med sin hund Pixie. Og muligheden for at få lov at fortælle sin historie og dele sine erfaringer med andre har givet Flemming et helt nyt lys i tilværelsen.
- Jeg har fået glæden tilbage i mit liv. Fordi jeg netop har fået den der mulighed for at fortælle om, hvordan jeg har haft det. Det er lidt som at komme til en psykolog. Hver gang jeg har fortalt det, så er det som om min rygsæk er mange kilo lettere, siger han.
Og den dårlige samvittighed fra tyveriet på Herning Centralsygehus og de andre ulovligheder, han har deltaget i, forsøger han at lade være med at tænke på, for han har det absolut ikke godt med det.
- Når man er på stoffer, så gør man ting, som man bestemt ikke er stolt af, men jeg prøver at lære at tilgive mig selv, forklarer Flemming.
