Flyselskab udlodder billetter til hemmelig destination
Nyt koncept har fået tusindvis til at melde sig. Men det går stik imod rejsetendenser og klimahensyn, lyder det fra forsker.
x
Pak kufferten, mød op i lufthavnen og sæt dig ombord på et fly - uden at vide, hvor turen går hen.
Det er det tilbud, som SAS har givet til medlemmer af deres Eurobonus-program i et nyt rejsekoncept, de kalder ”Destination Unknown”.
For nogle lyder det som et mareridt, men for andre er det lige præcis den slags overraskelse og eventyr, der kan sætte ekstra kolorit på hverdagen.
I hvert fald har mere end 5.600 tilmeldt sig den mystiske rejse, og SAS har nu lukket for ventelisten.
Den store interesse har overrasket SAS:
- Det var lidt en test for at se, om der var noget, folk var interesserede i. Og det viser tilmeldingerne tydeligt, at det er. Så det er klart noget, vi skal se på, om vi skal gøre til et permanet produkt til vores kunder, siger Alexandra Lindgren Kaoukji, dansk pressechef i SAS, til TV 2 Kosmopol.
Kender kun afgangstidspunkt
Det eneste, der er blevet offentliggjort, er tid og sted for rejsen.
Der er afgang fra Københavns Lufthavn den 5. april og hjemkomst samme sted tre dage efter.
Og så er der givet et hint om, at turen vil vare "et par timer". Men ellers vil den endelige destination først blive afsløret ombord på selve flyet.
- Det emmer af eventyr, overraskelser, nogle andre, der tager beslutningen – det er jo lidt ligesom de tv-programmer, hvor folk bliver gift ved første møde. Det ligger meget i tiden, at man vil have det overraskende, siger pressechefen.
Men er det ikke bare ren PR-kampagne for jer?
- Nej, det er jo noget, der også giver noget værdi til kunderne - og det kan vi jo se med den store interesse. Ved at tilmelde sig viser de, at de har en tiltro til, at vi giver dem en god oplevelse, så det er ikke bare PR, der er også store krav til os, siger Alexandra Lindgren Kaoukji.
4.200 på venteliste
Det er kun Eurobonus-medlemmer, der har kunnet skrive sig på venteliste til mysteriedestinationen.
Det kræver 30.000 point at tilmelde sig den hemmelige rejse - men der er også mulighed for at spæde til med kontanter, hvis man ikke har sparet nok sammen.
Inden for få minutter havde over 1.000 tilmeldt sig ventelisten til den mystiske rejse. Knap fire timer efter var der 4.200 tilmeldte, oplyste Alexandra Lindgren Kaoukji til Check-in.dk.
Og nu er listen lukket, efter tilmeldingstallet har rundet 5.600, fortæller pressechefen til TV 2 kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvem fra ventelisten, der får en af de eftertragtede sæder i flyet, bliver afgjort ved lodtrækning.
Bliver man udtrukket, skal man selv sørge for kost og logi på turen, oplyser SAS.
Eurobonus-medlemmer samler point på rejser med SAS, og pointene kan veksles til rejse til andre destinationer. 30.000 point kan normalvis veksles til rejser i Asien og Nordamerika.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Lidt af et stunt
SAS-konceptet er en måde at gøre rejsen i sig selv til en oplevelse, lyder det fra turismeforsker:
- Det er en måde, at genfortrylle flyvning. I gamle dage var det at flyve i sig selv en oplevelse - lidt som at sejle - en slags grand voyage med luftkaptajn og stewardesser.
- Men efterhånden som vi har set low cost-bølgen rulle ind over flybranchen, så er flyvning blevet mere tilgængeligt for masserne i højere grad som offentlig transport og bustrafik. Og det er det her et forsøg på at ændre, siger Carina Ren, lektor ved Aalborg Universitet i København, til TV 2 Kosmopol.
Med de mange tilmeldte, så er der noget, der tyder på, at det har en effekt.
- Men jeg kan ikke lade være med at se det som lidt af et stunt, siger hun.
Går imod rejsetendens og klimahensyn
Konceptet går nemlig stik imod de fleste andre tendenser inden for turisme og rejser.
- At flyve er turismens allerømmeste tå, da det er her den største CO2-udledning findes, så vi ser generelt en tendens til flyskam, og at vi kun flyver ved behov og med et særligt formål for øje. Den her type rejser er tilbage til ren hedonisme og trækker i en helt anden retning, siger Carina Ren.
Men selvom konceptet har flere tusind tilmeldte, så er de også en særlig forbrugertype:
- Den store interesse kan hænge sammen med, at der er Eurobonus-kunder, der i forvejen flyver meget, og som er interesseret i at rejse mere på trods af hele klimaspørgsmålet, lyder det fra Carina Ren.
TV 2 Kosmopol har også talt med SAS om deres tanker om konceptets klimavenlighed.
Billetterne til Mystery Destination er med såkaldt biofuel - biobrændstof - og det er der en grund til:
- Her har vi valgt biofuel-billetter. For os handler det ikke om, at vi skal stoppe med at med flyve, men om at vi skal flyve mere bæredygtigt. Vi vil connecte med verden, men vi må også tage ansvar. Derfor har vi valgt, at mystery destinations er et produkt, vi vil prøve af, men vi laver det samtidigt som en biofuel-billet, siger Alexandra Lindgren Kaoukji
Flere hemmelige rejser
SAS er ikke det eneste flyselskab, der udforsker salg af rejser til hemmeligholdte destinationer.
Lufthansa sælger rejser under konceptet Lufthansa Surprise. Her kan du vælge mellem to afgangslufthavne, Frankfurt eller München, og så et overordnet tema for din rejse. Det kan eksempelvis være shopping-, kærligheds- eller solferie.
Når billetterne er booket, får man destinationen at vide, og så kan billetterne ikke ændres.
Sidste år lavede Wizzair også en kampagne, hvor de fløj passagerer til en hemmelig destination.