Fra shots til hole-in-ones: Nu kan du svinge med golfkøller og se 'TV-shows' i historisk gård
Det historiske Baron Boltens Gård i København, der før i tiden var synonym med natklubber og gang i gaden, får nu nyt liv med flere familie-venlige oplevelser.
Baron Boltens Gård i hjertet af København har førhen været et populært sted i nattelivet.
Men tiden med 10 shots for 100 kroner er for længst fortid i den historiske gård, der gennem tiden har gennemgået flere forandringer – og som nu atter står over for en ny.
Boltens Gård, der blandt andet har rummet den gamle natklub NASA og Boltens Food Court, som nu er erklæret konkurs, vil fra det kommende år danne rammerne om en bred vifte af TV-inspirerede spiloplevelser og minigolf.
Det skriver ejendomsselskabet Kereby i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Et byrum uden druk
Det er oplevelsesvirksomhederne 'Camping Danmark' og 'On Air Games Denmark', der flytter ind i både stueetagen, første- og anden salen i Boltens Gård.
Camping Danmark' vil i lokalerne i Boltens Gård byde på mad og minigolf, mens On Air Denmark vil være vært for spiloplevelser for familien, hvor det gennem deres koncept føles som at være en del af et TV-show.
Det er da heller ikke tilfældigt, at det netop er de to virksomheder, der har lejet sig ind i ejendomsselskabet Kerebys lokaler midt i København.
Ifølge direktøren for Kereby, Kenneth Ohlendorff, har der været en del interessenter til lokalerne, men valget er faldet på de to virksomheder, fordi det har været vigtigt for Kereby at udvikle Boltens Gård i en retning af et byrum for familie og venner, der kan gå ind og få en god oplevelse, uden det handler om druk.
- Det vi gerne vil understøtte, det er, at det ikke bliver et ”gå i byen”-sted med 10 shots for 100 kroner. Vi vil gerne lave noget, som den almene københavner og turist kan få glæde af, som ikke kun har et liv efter klokken 23.00, men som har et liv i dagtimerne og aftenerne, siger Kenneth Ohlendorff til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Vi ser en tendens til, at folk gerne vil have en oplevelse uden at være under mega indflydelse af alkohol, siger Kenneth Ohlendorff.
Åbner dørene i 2024
De to nye lejere, On Air Games Denmark og Camping Danmark er da også begge begejstret for at kunne tilbyde deres koncepter i netop Boltens Gård.
- Vi ser frem til at være en del af den unikke atmosfære i Boltens Gård og bidrage til mangfoldigheden af aktiviteter, som resten af gården tilbyder, siger Joakim Lublin, CEO for On Air Games Denmark i pressemeddelelsen.
- Vi ser frem til at være en del af denne historiske ejendom og byde vores gæster velkommen til unikke oplevelser, der kombinerer god mad, lækre drinks, samt sjove og udfordrende minigolf-aktiviteter, siger Direktør for Camping Danmark, Daniel Vesti Knuttel, i pressemeddelelsen.
Både On Air Games Denmark og Camping Danmark planlægger at åbne dørene til deres nye lejemål i foråret 2024.