Saras 80-årige far forsvandt 1. juledag: "Jeg vil gerne have vished"
Håbet er ved at være slukket hos Sara Ferreira, der er datter af den 80-årige Alvaro Ferreira, som forsvandt første juledag. Nu håber hun på vished.
Der er gået mere end en uge, siden den 80-årige Alvaro Ferreira onsdag aften den 25. december forlod sit hjem i Københavns indre by.
Noget af hans færden lige efter er blevet registreret på overvågningskameraer, og et airtag, han var udstyret med, gav kortvarigt signal ved Prags Boulevard på Amager. Men intet har ført frem til, hvad der er sket med den ældre mand, som lider af Alzheimers sygdom.
Nu sidder hans datter i sit hjem tilbage med et stort behov for et svar på spøgsmålet: Hvad er der blevet af hendes far?
- Jeg kan jo ikke gøre noget for, at nogen finder min far. Men jeg kan godt insistere på, at vi bliver nødt til at prøve at finde ham, siger Sara Ferreira, da TV 2 Kosmopol fredag besøger hende i hjemmet i Valby.
Rørende hjælp fra fremmede
Og hun har ellers prøvet alt. Gentagne gange har hun bekymret efterlyst sin far på sociale medier. Organisationen Missing People leder, og det samme gør naturligvis politiet. Alt sammen hidtil forgæves. Men Sara Ferreira er rørt over den beredvillighed helt ukendte mennesker har vist i kampen for at finde ud af, hvad der er blevet af hendes far.
- Altså det har været meget, meget rørende hvor mange mennesker, der faktisk kommer tilbage og siger, at "jeg går og leder her, jeg leder her". Det har været en hel lovestorm. Min far ville synes, at alt det her var for meget, men han ville også blive meget rørt over al den opmærksomhed - og måske lidt forlegen på en lidt fin måde. Fordi det har været dejligt at opleve, at vi også har et fællesskab, forklarer hun.
Foto: Københavns Politi
Sidste gang Sara Ferreira så sin far, var juleaften, som blev fejret sammen med hendes kæreste og hans mor - også Saras far, Alvaro.
- De sidste par år har det været lidt hårdt, for han har Alzheimers og kan ikke rigtigt høre. Men i år var det en rigtigt fin jul. Han befandt sig godt, han var tryg og han havde ikke travlt med at komme hjem. Vi hyggede os og pakkede gaver op - til og fra ham. Min kæreste havde sørget for, at han fik en meget blød sweater på, og så sad jeg og aede ham. Så sagde vi farvel. Jeg gav ham et stort kram og kyssede ham på munden. Min kæreste kørte ham hjem, og vi var enige om, at vi havde haft en overraskende hyggelig jul, fortæller hun.
Siden har hun ikke set sin far.
Hjemmeplejen slår alarm
Den 26. december meddelte hjemmeplejen, at Alvaro Ferreira ikke var i sit hjem. Datteren forsøgte at ringe til ham - men fik intet svar. Og den airtag, hun har udstyret ham med, var "frosset" på hjemadressen i indre by. I samme bygning, som Alvaro bor i, ligger der en café, og på overvågningsbillederne derfra kan man se, at den ældre mand forlod sit hjem om aftenen klokken 21.45 den 25. december.
Dermed fandt familien ud af, at han var forsvundet før de regnede med - og så steg bekymringen:
- Det er ikke godt, for det har han aldrig gjort før, fortæller Sara Ferrira.
Siden er dagene gået. Adskillige eftersøgninger er endt med ingenting, og håbet er svundet ind til samme ingenting.
- Jeg har ikke noget håb om, at vi finder ham live. Og det er hele familien sådan set afklaret omkring, siger hun.
Og hvor mange måske ville gå rundt med nerverne uden på huden, så har der sænket sig en form for ro - næsten lettelse over Sara Ferreira. For faderens tiltagende demens har fyldt meget.
- Vi synes jo, at vi har mistet ham for lang tid siden, på mange måder. Men det kunne stadig blive meget værre. Så på sådan en mærkværdig vis, er der også en lettelse over, at det vi stod og kiggede ind i, som var plejehjem, for han boede jo stadig hjemme - det bliver han så forskånet for.
Fredag eftermiddag har Københavns politi gentaget deres efterlysning af Alvaro, og hvis man har oplysninger i sagen, bedes man kontakte 1-1-4.