Historisk lavt: Færre indbrud i hovedstaden
I Københavns Politikreds er antallet af registrerede indbrud faldet markant de seneste ti år.
Færre og færre kommer hjem til det ubehagelige syn af et gennemrodet og ribbet hjem i hovedstaden. Det viser nye tal fra Københavns Politi.
I 2021 blev der registreret 1090 indbrud. Det betyder, at der var knapt 80 procent færre indbrud i private boliger i 2021 sammenlignet med for ti år siden.
Det er samtidig det laveste antal indbrud siden politireformen i 2007, oplyser Københavns Politi.
Det vækker begejstring hos Københavns Politis politidirektør, Anne Tønnes, der har flere bud på den positive udvikling.
- Vi er glade for, at udviklingen går i den rigtige retning, hvilket blandt andet skyldes en målrettet indsats med forebyggende arbejde og markante efterforskningsmæssige resultater. Den positive udvikling er desuden eskaleret, efter Covid-19 ramte, og det skyldes formentlig især, at mange borgere har været mere hjemme, forklarer hun i en pressemeddelelse.
I grafen herunder ses det tydeligt, at antallet er faldet drastisk det seneste årti.
(Artiklen fortsætter efter grafen)
Foto: Mia Cassens / TV 2 Lorry
Fokuseret indsats
Hun peger også på en anden central faktor, der har påvirket de seneste års positive udvikling, nemlig Indbrudsgruppen i Københavns Politi.
Denne særlige gruppe har haft en fokuseret indsats mod serieindbrudstyve og hælercentraler.
Ifølge Anne Tønnes har det blandt andet bevirket, at flere mistænkte serieindbrudstyve og omrejsende kriminelle grupperinger er blevet fundet og anholdt.
Men de positive tal betyder ikke, at politiet nu kan slappe mere af.
- Selv om det går den rigtige vej, kan vi som politi selvfølgelig ikke hvile på laurbærrene. Ethvert indbrud er et for meget og kan være en personlig tragedie for dem, der udsættes for det. Derfor fortsætter vi målrettet arbejdet for at sikre borgernes tryghed, og for at få antallet af indbrud endnu længere ned, siger Anne Tønnes.
Københavns Politikreds dækker over København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner, og her har nærpolitiet også løbende indsatser mod indbrud.
Tak til borgerne
Dertil påpeger politidirektøren, at de seneste års øgede fokus på, hvad man, som privatperson, selv kan gøre for at gøre sin bolig mindre attraktiv for indbrudstyve, også har en positiv effekt.
Samtidig holder flere og flere et vågent øje med naboernes grunde.
- Der skal også lyde et stor tak til de mange aktive borgere, der er en afgørende hjælp i indsatsen mod indbrud. Flere og flere borgere har for eksempel de seneste år meldt sig til app’en Nabohjælp, som aldrig før har haft så mange aktive brugere som nu. Som i alt andet politiarbejde er vi afhængige af borgernes gode hjælp – og vakse naboer og forbipasserende hjælper os dagligt med både at forebygge og opklare indbrud, siger Anne Tønnes.
Kilde: Københavns Politi