Oversigt

Seneste nyt

Historisk stort halvmaraton udsolgt på rekordtid

To timer og 20 minutter var, hvad der skulle gå, før 30.000 startnumre til næste års Copenhagen Half Marathon var revet væk.

Det oplyser løbsarrangør Sparta Atletik & Løb i en pressemeddelelse. 

- De seneste par år har vi set en tendens, hvor store løbeevents er blevet udsolgt hurtigere end nogensinde.

- Det er tydeligt, at den tendens fortsætter, og den har nået et nyt højdepunkt. På et tidspunkt havde vi over 44.000 enheder i kø, og vi ville vi ønske, at vi havde plads til alle de løbere, som gerne ville være med, udtaler Spartas administrerende direktør, Dorte Vibjerg, i pressemeddelelsen.

Næste års udgave af Copenhagen Half Marathon afvikles søndag den 14. september i 2025. Løbet, der markerer halvmaratonnets 10-års jubilæum, forventes at få 30.000 deltagere. Det er det højeste deltagerantal nogensinde.

TV 2 Kosmopol har tidligere fortalt om, hvordan store motionsløb i hovedstaden er populære som aldrig før. Læs mere her.