I storhedstiden klappede ikonisk bro op og i nærmest konstant
Se billederne: Kom med ind i bropillen, mens broen åbnes.
Artiklen er oprindeligt udgivet i april 2023, men vi synes stadig, at den er læsværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.
De fleste har nok prøvet at køre over den, men de færreste har stået inde i selve den ikoniske Knippelsbro fra 1937. Og slet ikke mens den åbner, og vægge og tag pludselig forsvinder rundt om én.
Det fik vi lov til, og ikke alene blev vi overraskede over, hvor meget plads der faktisk er inde i de to bropiller; vi blev også overraskede over, hvor flot broen er nedefra. Faktisk ligner konstruktionen næsten et lille Eiffeltårn med alle de mange nitter i den store buede jernkonstruktion.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
I dag går broen ikke op nær så mange gange som for 80 år siden, hvor Københavns Havn var en industrihavn fyldt med skibe, og broen åbnede 15.000 gange om året.
Faktisk åbnes broen nu kun cirka 180 gange om året, og en stor del af disse er den ugentlige service-åbning, som gennemføres af vedligeholdelsesmæssige hensyn.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Alligevel har broen stadig stor betydning. Dens ikoniske tårne er fredet, og netop funktionen som vartegn for havnen og hovedstaden er vigtig, fortæller Stefanie Høy Brink, Museumsinspektør, Københavns Museum.
- Dybest set kunne man bare lave en overgang og en vej, men det gør man ikke, man gør jo noget ud af den. Om det så er arkitekter eller kunstnere, der får lov til at lave deres version af en bro. Og derfor bliver de jo også pejlemærker i byen, siger hun.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Den nuværende Knippelsbro er den femte i rækken af broer på netop dette sted. Den første blev bygget i 1618. Dengang blev den dog kaldt for ”Den store Amagerbro”.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix & Louise Heine Cassens /TV 2 Kosmopol
Kender du til en tidslomme i TV 2 Kosmopols sendeområde?
Kender du også et sted, hvor tiden har stået stille i årtier? Et sted her i TV 2 Kosmopols sendeområde. Et sted, hvor det kan være svært at få adgang, eller som måske er så godt gemt, at forbipasserende aldrig ville finde det? Så giv os et tip på mailadressen cada@tv2kosmopol.dk.