Ingen skam efter kræft Trine lever med ét bryst og viser det frem hver dag

Trine Lundorf har levet med ét bryst, siden hun fik det fjernet på grund af brystkræft. Hun fravalgte aktivt at få det rekonstrueret.

Når 43-årige Trine Lundorf er i svømmehallen, vender hun fronten mod de øvrige badegæster i fællesbadet. Og så lukker hun øjnene, mens hun vasker sig.

For at give de andre mulighed for at kigge uden forbehold. På det ar, der sidder, hvor hendes venstre bryst plejede at være.

- Jeg vil gerne give folk en mulighed for at se skønhed på andre måder end den normative. For jeg synes, at jeg ser herregodt ud, understreger hun.

"Der er et kæmpestort tabu omkring det"


Da Trine Lundorf i 2017 fik fjernet sit bryst på grund af en brystkræftdiagnose, takkede hun nej til at få det rekonstrueret. På trods af at hun faktisk aldrig havde set en ét-brystet kvinde i virkeligheden før.

- Jeg syntes, det passede rigtig godt til mig kun at have ét bryst. Og så syntes jeg, det var flottere at have et ar. Men der er et kæmpestort tabu omkring det, understreger hun.

quote Jeg kender mange et-brystede, som gemmer sig selv væk og skammer sig

Trine Lundorf

Trine Lundorf oplever, at hendes beslutning om at fravælge en rekonstruktion - og være et-brystet, som hun kalder det - udfordrer de forventninger, vi som samfund har, om en "rigtig" krop.

- Bryster repræsenterer kvindelighed, og vi forventer, at man som kvinde har to bryster, forklarer hun.

Sidenhen har hun lært andre et-brystede at kende, men de er bange for at vise det frem og skammer sig over at se anderledes ud, fortæller hun. 

Større rum for dem, der er anderledes

I dag forsøger Trine Lundorf at vise sit manglende bryst frem. Blandt andet ved at klæde sig i farverigt, tætsiddende tøj, der fremhæver den flade del af hendes brystkasse.

Og så har hun fået lavet en af den slags tatoveringer, man normalt får lavet for at skjule et ar. Men i stedet for, at den dækker arret, løber den langs arret for at fremhæve det.

Nogle forsøger at skjule deres ar med tatoveringer. For Trine skal tatoveringen gerne virke omvendt.
Nogle forsøger at skjule deres ar med tatoveringer. For Trine skal tatoveringen gerne virke omvendt.

- Der er mange mennesker, der ufrivilligt stikker ud i vores samfund. Og jo mere, vi prøver på at ligne hinanden, des mindre plads bliver der til dem.

- Jeg synes, det er vigtigt at vise, at jeg er et-brystet, fordi det skaber et større rum for andre mennesker til at være anderledes og gøre det, de har lyst til, uanset hvad andre mennesker tænker om dem, siger hun.

Du kan følge Trine Lundorf på Instagram-profilen @trineamazon.

Brystkræft og rekonstruktioner

Brystkræft er den almindeligste kræftform blandt kvinder. Faktisk udgør brystkræft 20 til 25 procent af alle tilfælde af kræft hos kvinder - og mere end én ud af ti kvinder får brystkræft i løbet af livet.

Mere end 80 procent af patienter, der er blevet opererede for brystkræft vil efterfølgende være interesserede i at få rekonstrueret brystet.

Kilder: Ugeskrift for Læger, Sundhed.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik