Jyske 'Bronuts' skaber regnvejrskø i København: Vi har ti butikker om et år
De er det amerikanske politis svar på en citronmåne. De optræder jævnligt i tegnefilm og i populærkultur.
Og så kommer de i alle slags pangfarver og smagsnuancer. Med chokolade, karamel, skumfiduser, jordbær, lakridser og vingummier.
Donuts er for alvor kommet til Danmark, og flere og flere donutbutikker slår dørene op i København.
Én af dem gør sig særligt bemærket lige nu, og den hedder 'Bronuts'.
I kulturradikale Politiken får butikken kun sølle to hjerter, mens man skriver, at deres friterede kager smager af frysedej og slik fra Netto.
Men det er så øjensynligt godt nok.
Der har i hvert fald været kø foran hoveddøren fra dag et. Og det er der stadig, da TV 2 Lorry kigger forbi Vesterbrogade på en regnvejrsdag hele 14 dage efter åbningsfesten.
Bag konceptet står youtuberne Ninos Oraha og Türker Alici, der blandt andet er kendt fra Robinson Ekspeditionen.
Det er under et år siden, at vennerne åbnede deres første butik i Aarhus, men allerede nu har de 45 ansatte og afdelinger i både København og Aalborg.
De lægger ikke skjul på, at deres personer i sig selv er en del af attraktionen, men man skal ikke tro, at der ikke kæles for både koncept og kager:
- Det er da bare fedt, at vi kan give kunderne en oplevelse. Vi ved godt, at vi ikke har opfundet donuts, men vi har selv lavet butikken, konceptet og forretningen. Det er vi da stolte af, siger Ninos Oraha.
- Vi stod hele natten i starten og prøvede forskellige opskrifter. Hvis jeg havde vidst for et år siden, hvad jeg gik ind til, så ved jeg ikke, om jeg var gået i gang. Der er sket meget. Det er crazy, supplerer Türker Alici.
I november 2019 investerede mangemillionæren Brian Jørgensen i forretningen. Han er kendt for at have opbygget Cult-imperiet, som blandt andet står bag Cult Energy, Shaker og Mokaï.