Knivstikkeri i København: To personer i kritisk tilstand
To personer er i kritisk tilstand efter et knivstikkeri omkring Peter Sabroes Gade i Københavns Sydhavn.
Politiet er onsdag aften massivt til stede i Københavns Sydhavn, hvor mindst to personer er blevet stukket med kniv.
Det oplyser vagtchefen, Leif Hansen, ved Københavns Politi til TV 2 Lorry.
- Det har været et knivstikkeri, hvor to forurettede er i kritisk tilstand. De er kørt til Traumecentret på Rigshospitalet for at modtage behandling.
- Gerningsmanden er på fri fod, og ham jagter vi. Vi kender ikke hans navn eller alder, men har et billede af ham, siger vagtchefen til TV 2 Lorry kort før klokken 21.30.
Politiet kender hverken navne eller alderen på de to sårede mænd.
Anmeldelsen om knivstikkeriet indløb hos Københavns Politi klokken 20.03, hvorefter politiet rykkede ud til stedet. Siden har man været massivt til stede.
Til Ritzau tilføjer vagtchefen, at knivstikkeriet kan være en udløber at et skænderi på værtshuset Sydvest Bodega, der ligger på P. Knudsens Gade ved Peter Sabroes Gade, og at et vidne skal have filmet episoden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Presse-fotos.dk
Gerningsmand måske også såret
Politiet er på jagt efter gerningsmanden, som man har udsendt et signalement af.
Gerningsmanden beskrives som en dansk mand, der er cirka 180 centimeter høj, er i 20-30'erne og har kort lyst hår. Han er iført mørkeblå hættetrøje og sorte benklæder.
- Vi antager, at de implicerede er etniske danskere, men vi ved ikke, om de har nogen indbydes relation.
- Vi har en formodning om, at gerningsmanden også selv er blevet stukket med kniv. Vi ved, at han formentlig er cyklet eller gået med en cykel fra gerningsstedet. Han har været forbi Sjælør Station, siger Leif Hansen.
Sådan beskrives den formodede gerningsmand
- Hvid mand af dansk udseende
- Cirka 180 centimeter høj
- I alderen 20'erne eller 30'erne
- Har kort lyst hår
- Iført mørkeblå hættetrøje og sorte benklæder
Kilde: Københavns Politi
I forbindelse med politiets arbejde har man spærret P. Knudsens Gade i indadgående retning.
Klokken 21.30 er der ingen tidshorisont for, hvornår afspærringen ophæves.
- Vi kommer til at være derude i et stykke tid endnu for at sikre spor, siger Leif Hansen.