København er en by for mænd. Det vil fortalere for feministisk byplanlægning ændre
København er en by lavet af mænd for mænd. Derfor skal vi fremover have langt mere fokus på kvinder, når vi indretter og udvikler byens rum, lyder teorien bag feministisk byplanlægning.
Amalie Gammelgaard peger ned mod en oplyst korridor.
Vi står i en afkrog bag Nørrebro Station mellem cykelstativer og en rulletrappe til S-banen, der løber over os.
Rækken af gadelamper er ikke et problem, lader byplanlæggeren os forstå, men snarere måden, hvorpå rækken ophører.
- Der er oplyst hele vejen ned langs cyklerne, men så slutter belysningen brat. Det gør, at der opstår en meget mørk firkant nede for enden, som vi ikke kan se herfra. Og ja, hvis vi bevæger os tættere på, vil vi kunne se lidt mere, men vi vil stadig kunne føle, at folk kan se ind på os, men vi ikke kan se dem, siger Amalie Gammelgaard.
Iben Hendel Philipsen, der er talsperson for Everyday Sexism Project Danmark, står ved siden af. Hun nikker anerkendende – og genkendende – til byplanlæggerens pointe.
Ved siden af rækken af parkerede cykler står en graffitimalet rulletrappe stille. Den virker ikke. Det er ellers ikke mange år siden, at Nørrebro Station gennemgik en større renovering og opgradering. Og så lugter det af tis under den mørke viadukts hvælvinger, hvor overfyldte skraldespande har bøvset affald ud på stenbroens dunkle belægning.
- Det er alt sammen faktorer, der spiller ind i vores oplevelse af, om et rum i byen føles behageligt og trygt, siger Amalie Gammelgaard.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: TV 2 Lorry
Vi er taget på en slags byvandring i Københavns nattemørke for at se nærmere på en stadig voksende strømning inden for måden, hvorpå vi tænker indretning af byens offentlige rum: feministisk byplanlægning.
Kort – og måske lettere forsimplet – tilsiger denne, at vi skal have langt mere fokus på kvinder, når vi fremover indretter og udvikler byens rum, for det vil skabe langt mere tryghed for os alle. Byen, sådan som den fremstår nu, er nemlig i høj grad designet af mænd for mænd – og dermed ekskluderes alle andre.
- Vi skaber områder, der er til velhavende, kulturkristne, danske mænd fra middelklassen, siger Iben Hendel Philipsen.
Men, supplerer Amalie Gammelgaard, feministisk byplanlægning går også ud på i højere grad at tænke minoriteters behov ind i udformningen af offentlige rum.
- Der kan være mange identitetsmarkører, der gør, at man bruger byrummet på en anden måde. Det kan være etniske minoriteter, medlemmer af LGBTQ+ eller gangbesværede og personer med funktionsnedsættelse, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Kønnede byrum
Herhjemme er idéen om feministisk byplanlægning først noget, vi først for alvor er begyndt at beskæftige os med for nylig.
En af dem, der bruger feministisk byplanlægning i sit daglige virke, er Tina Saaby. Hun er stadsarkitekt i Gladsaxe Kommune og bar i mange år samme titel i Københavns Kommune.
Vi møder hende i Dansk Arkitektur Center, DAC, hvor hun netop har holdt et foredrag om såkaldt kønnede byrum.
- Grundlæggende handler feministisk byplanlægning om, hvordan man skaber den gode by, så den er åben og inviterende og tryg, siger Tina Saaby.
- Det her med livet mellem husene, og det at vi tænker byliv, før vi tænker fysiske rammer, det vil jeg sige er en del af at arbejde med feministisk byplanlægning, fortsætter hun.
Hvor langt er vi med feministisk byplanlægning i København?
- Forholdsvis langt, men der er meget, vi kan blive bedre til.
Kvinders bevægelsesmønstre afslører trygge rum
I vores nabolande har man til gengæld opereret med kønnede byrum og feministisk byplanlægning på et strukturelt og politisk niveau i et stykke tid.
Blandt andet i Oslo, hvor bystyret gennem kampagner har sat fokus på kvinders tryghed i byens rum.
- Hos politiet siger de, at kvinden er som en radar. Når man ser, hvor kvinder bevæger sig, så ser man også, hvor der er trygt, kan man blandt andet høre en person sige i en kampagnevideo.
Sissel Engblom, hvis jobtitel er arkitekt, urbanist og futurist hos Urbaniq, en tegnestue i Oslo, bakker op om den tese.
- Når vi siger, at vi laver en by for alle, får vi en by for mænd. Når vi siger, at vi skal lave en by for kvinder, får vi en by for alle, siger hun.
Egentlig er læresætningerne nogle, hun engang fik fra en svensk kriminolog, men moralen er almengyldig. Og netop Sverige er – måske ikke så overraskende - langt fremme, når det gælder feministisk byplanlægning.
- Vi har talt om det (feministisk byplanlægning, red.) i måske seks-syv år. Så det er stadig et forholdsvist nyt koncept. Men lighed i byplanlægning er noget, vi har diskuteret siden begyndelsen af 1990’erne, forklarer Marika Haug, der er kriminolog hos NGO’en Tryggare Sverige, der blandt andet arbejder for kriminalitetsforebyggelse.
- Men at frame det som et feministisk værktøj og koncept er nyt, tilføjer hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: TV 2 Lorry
Et skridt på vejen
Tilbage på Nørrebro går vi langs cykelstien Superkilen. Om dagen et levende, grønt byrum – en slags hovedpulsåre i den københavnske bydel.
Men om natten er stien dunkel, og som cyklist eller fodgænger skal man navigere ad flere strækninger helt uden belysning. Og de steder, hvor stien er lyst op, fremstår Superkilens randområde kun endnu mere mørklagt.
- Hvis man lavede et eksperiment her og så på, hvor på cykelstien folk cykler, vil jeg vædde med, at mange flere cykler i midten, når det er mørkt, påpeger Iben Hendel Philipsen Everyday Sexism Project Danmark.
Byplanlæggeren Amalie Gammelgaard fra Courban Design Collective tilføjer, at tryghedsfornemmelsen er endnu værre, hvis man er gående.
- Så snart det bliver mørkt, så er det her, jeg cykler hurtigst på den grønne sti på min vej hjem. Det ligger i min krop, at jeg skal gøre det. Jeg skal hurtigt forbi det her sted. Jeg bryder mig ikke så meget om det, siger Amalie Gammelgaard.
Både Amalie Gammelgaard og Iben Hendel Philipsen er enige om, at byplanlægning ikke alene er løser problematikken med at føle sig utryg som kvinde i byens rum. Men det er et skridt på vejen.
Københavns Kommunes seneste tryghedsundersøgelse viser, at utrygheden generelt er faldet siden 2009. Tallene fra i år viser, at ni procent af københavnerne oplever at være utrygge i deres nabolag, mens andelen i aften- og nattetimerne er 17 procent. Her er der tale om en lille stigning sammenlignet med 2021.
I sidste uge vedtog Borgerrepræsentationen samtidig, at kommunen – stik mod mange andre i hovedstadsområdet – skal skrue op for tilstedeværelsen af gadebelysning på steder, der opleves som mørke og øde.
Det kunne jo for eksempel være områder ved Nørrebro Station og langs Superkilen gennem Nørrebroparken.