København et skridt nærmere VM i landevejscykling og stort endagsløb
Tirsdag har et flertal i Økonomiudvalget i Københavns Kommune sat 60 millioner kroner af til et muligt VM i landevejscykling i København i 2029 og et World Tour-cykelløb i København.
Efter Tour de France-starten i Danmark sidste år kan der nu igen være udsigt til at se verdensklassecykelryttere køre ræs i de københavnske gader.
Således er den politiske og økonomiske opbakning til at afvikle VM i landevejscykling i 2029 og et World Tour-cykelløb i 2025, 2026 og 2027 nu på plads.
Et enigt Økonomiudvalg i Københavns Kommune har tirsdag aften vedtaget at afsætte samlet 60 millioner kroner til løbene, der begge har mål i København.
Det oplyser Økonomiforvaltningen til TV 2 Kosmopol.
I et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol forklarer overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), at der er stor værdi i at tilbyde københavnerne store sports- og kulturbegivenheder.
“I København skal verdens bedste cykelryttere ikke bare være nogen, vi ser på skærmen og fra sofaen. Vi skal se dem fra første parket i vores gader,” siger hun.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Cykeldiplomati i fokus
“Drømmen om to cykelløb i verdensklasse på dansk jord er rykket endnu et skridt nærmere. Nu er der kun tilbage at krydse alt, hvad krydses kan og håbe på, at vi til næste år kan præsentere gode nyheder,” lyder det videre fra Sophie Hæstorp Andersen.
Den Internationale Cykelunion (UCI) skal vurdere bud på VM i 2029 næste forår, og Økonomiforvaltningen forventer, at en eventuel kontrakt kan indgås i sommeren 2024, mens værtskabet for VM vil blive offentliggjort i september.
I forhold til World Tour-løbet kan der allerede forventes svar fra UCI mod slutningen af indeværende år eller senest i begyndelsen af næste år. Her er Roskilde udset som startby.
Økonomiforvaltningen skriver i materialet til dagens møde, at “et centralt element i buddet på værtskabet af World Tour Copenhagen er afholdelse af et cykeltopmøde, herunder relevante initiativer omkring cykeldiplomati.”
“UCI har givet udtryk for at cykeltopmødet og fokusset på sammenhængen mellem hverdagscyklisme, bæredygtighed og cykelevents er af afgørende betydning i deres prioritering af at give løbslicensen til World Tour Copenhagen,” skriver Økonomiforvaltningen.
Således er der da også planer om at gennemføre både et cykeltopmøde, en cykelfestival og et folkecykelløb i forbindelse med World Tour-løbet. Og det er noget teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) fremhæver som argument for at støtte cykelløbene.
“Vi kan bruge opmærksomheden til at få gennemført endnu flere gode cykelløsninger i byen,” siger hun i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
Den radikale kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard, mener, at løbene kan være med til få endnu flere store sportsbegivenheder til hovedstaden.
“Ved at vise omverdenen, at København er en fremragende eventby logistisk, kan vi måske også bruge begge løb som afsæt til at tiltrække endnu flere sportsbegivenheder som for eksempel et ungdoms-OL.”
Ingen måling af klimaaftryk indtil videre
Pengene til cykelløbene bliver taget fra den såkaldte Megaeventpulje, hvor der fra 2023 til 2027 er afsat 15 millioner kroner om året. Når pengene til cykelløbene er trukket fra, vil der være syv millioner kroner tilbage til og med 2027.
Sophie Hæstorp Andersen, hvad siger du til de kritikere, som ikke ønsker, at byen spærres af mere end højst nødvendigt?
“Selvfølgelig vil det være til gene for nogle, når vi lukker cykelruten af for biler i nogle dage. Men lige som under Tour de France vil vi lægge et stort arbejde i at informere om trafikændringerne i god ting, så københavnerne og byens gæster kan planlægge efter det.”
Op til Tour de France-starten i 2022 blev der ikke lavet udregninger af den store begivenheds forventede klimaaftryk.
Der er ikke på nuværende tidspunkt lavet tilsvarende beregninger på VM og World Tour-løbet, men Sophie Hæstorp Anderen siger, at "Økonomiforvaltningen er i gang med at se på mulighederne for at udvikle en beregningsmetode, som kan afdække en events klimaaftryk i samarbejde med eventarrangører.
"Det skal bidrage til, at arrangørerne i samarbejde med Københavns Kommune arbejder aktivt med at reducere en events CO2-udledning ved at tage mere bæredygtige valg i eventplanlægningen om alt fra affald, madspild, el-forbrug mv. Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet en endelig måling af klimaaftrykket for VM i landevejscykling og World Tour Copenhagen”.
Når man spørger overborgmesteren, hvad succeskriteriet for cykelløbene er, nævner hun blandt andet fællesskab, folkefest, fokus på hverdagscyklismen og at vise, at København er verdens bedste cykelby.
Tour de France-starten sidste sommer tiltrak 855.000 tilskuere i København og Roskilde, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen mente, at succesen kunne være med til at gøre København mere kendt som international eventby.