Oversigt

Seneste nyt

København knækker kedelig kurve: Sagspukkel er nedbragt

Københavns Kommunes initiativer på byggesagsområdet virker, og sagsbunken er nu væsentligt nedbragt. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ventetiderne på at få behandlet sine byggesager har i de seneste år været omgærdet af kaos i Københavns Kommune, men nu synes den kedelige sagsbehandlingskurve at være knækket.

Sagsbehandlingstiderne på byggesagsområdet i kommunen er nemlig aktuelt under 1000 byggesager med servicemål – og det er første gang siden 2019, at Københavns Kommune har fået sagspuklen så langt ned.

Teknik- og miljøborgmester Lina Barfod (EL) er da også glad for, at kommunens indsatser på området har båret frugt. Sagsbehandlingen for sager med servicemål er ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen nemlig nedbragt med cirka 600 sager i 2022.

- Københavns Kommune er som mange af landets øvrige kommuner udfordret af et nationalt bygningsreglement, der er blevet rullet ud uden de nødvendige vejledninger til borgere og kommuner, og det er stærkt medvirkende til, at vi har fået en sagspukkel, siger Line Barfod (EL) i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det har krævet knofedt, nytænkning og bred politisk opbakning at få den nedbragt. Det er glædeligt, at initiativerne virker, men det vil kræve fortsat bred politisk opbakning at holde de gode takter, siger hun.

Vil nå målet til sommer

Teknik- og Miljøforvaltningen har de seneste år iværksat en lang række initiativer for at få bugt med sagspuklen.

Tilbage i 2022 afsatte Københavns Kommune 15,6 millioner kroner til at nedbarbere sagspuklen senest i juli 2023, og den målsætning synes at holde ifølge prognoser fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Formand for DI Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou, glæder sig da også over, at sagsbehandlingstiden for byggesager nu går den rigtige vej.

- Vi har længe været i dialog med Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning om at reducere sagspuklen for byggesager. Det samarbejde ser vi nu ud til at høste frugterne af, for prognosen viser, at de nationale servicemål for byggesagsbehandling bliver nået til sommer, siger Mads Raaschou.

Sagsbehandlingstiden for simpelt byggeri må højst tage 40 dage, mens det for mere komplicerede byggerier - eksempelvis erhvervsetagebyggeri må tage 60 dage.

Når sagsbunken på byggesagsområdet er afviklet i juli 2023, vil de nationale sagsbehandlingstider for nye sager i gennemsnit også blive overholdt ifølge prognoserne fra Teknik- og Miljøforvaltningen.