København og Kyiv vil være venskabsbyer
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
- København står sammen med ukrainerne og Kyiv. Vi har taget imod flere tusinde ukrainere i løbet af året, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dem igennem en svær tid, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i pressemeddelelsen.
Det er Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, som har rakt ud til Københavns Kommune for at lave en aftale.
Københavns Kommune skriver i pressemeddelelsen, at kommunen egentlig er gået væk fra at lave generelle venskabsbyaftaler.
Men på grund af krigen i Ukraine vurderer kommunens økonomiforvaltning, at man kan gøre en undtagelse.
- Jeg ser samarbejdet med Kyiv som noget, der rummer store muligheder for både København og Ukraine, både kulturelt, menneskeligt og økonomisk, siger Jens-Kristian Lütken (V), som er beskæftigelses- og integrationsborgmester i pressemeddelelsen.
Det er planen, at aftalen i første omgang skal gælde i tre år.
Aftalen skal først godkendes i både Kyiv og i Københavns Kommunes borgerrepræsentation.