København underskriver hjemløsecharter - men ikke uden forbehold
Københavns Kommune underskriver The Homeless Bill of Rights, som skal være med til at forbedre vilkårene for hjemløse i byerne.
De fleste er vant til at sove i en blød seng med en varm dyne og en pude fyldt med fjer.
Men sådan er det ikke for alle.
Kjartan ”Junior” Emhjellen har været hjemløs i 12 år, og der er ikke noget, som peger på, at hans fremtid bliver anderledes.
Han er formand for Sand Hovedstaden, som er de hjemløses landsorganisation og kender til den daglige kamp, man står i som hjemløs.
- Det er virkelig noget af en kamp, og man bliver tit tabt på gulvet. Vi har et sikkerhedsnet i Danmark, men der er hul i, og så falder man bare igennem nettet, så du ender på bunden til sidst, ligesom jeg har gjort, siger han til TV 2 Kosmopol.
Derfor glæder han sig over nyheden om, at Københavns Kommune nu har underskrevet The Homeless Bill of Rights, som skal sikre vilkårene for de svageste i samfundet.
- Det synes jeg er dejligt. Så har vi noget, vi kan holde dem op på, fortæller han.
København er blot det seneste af en række europæiske storbyer, som tilslutter sig det såkaldte hjemløsecharter - der er dog ét stort men:
København er nemlig den eneste by, som går ind i arbejdet med forbehold.
Fakta: The Homeless Bill of Rights
Retten til bolig
Retten til værdig nødovernatning
Retten til det offentlige rum
Retten til ligebehandling
Retten til en adresse
Retten til basale sanitære faciliteter
Retten til akut hjælp
Retten til at stemme
Retten til databeskyttelse
Retten til privatlivets fred
Retten til lovligt at gøre ting som er nødvendige for at overleve
Punkt 3 og 11 kan København ikke leve op til på grund af nationale love.
Flere punkter må opgives
Flere punkter i rettighedserklæringen går nemlig imod den nationale lovgivning i Danmark - og derfor kan hovedstaden ikke leve fuldt op til de forpligtelser, charteret ellers påbyder.
I Danmark er det stadig forbudt for hjemløse at forsamles og overnatte flere steder i byen – samtidig med, at hjemløse fortsat ikke må tigge, selvom det gælder deres overlevelse.
Men det er også ok, lyder det fra Københavns overborgmester.
- Jeg har det egentlig okay med, at vi har en lov i Danmark, der gør, at man ikke bare kan sætte sig ned og tigge alle mulige forskellige steder, fortæller overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Dermed lever København ikke op til alle punkterne, men kommunen vil arbejde videre udenom punkterne.
- Jeg har en tro på, at vi skal hjælpe folk på en anden måde, uddyber hun.
Hver fjerde hjemløse borger i Danmark lever i København, men der kan være langt fra gaden og ind til beslutningsbordet.
Derfor håber Kjartan ”Junior” Emhjellen, at udfoldelsen af rettighedserklæringen kan blive et samarbejde.
- Det er jo meget vigtigt, at man snakker sammen. Det er svært for en politiker at vide, hvordan det er på gaden, og hvad der er behov for på det generelle gadebilleder, fortæller han.
I 2022 var der registreret 5.789 personer hjemløse borgere i Danmark, og for første gang siden 2009 var tallet faldene.
Foto: Lærke Valentin/TV 2 Kosmopol