København vender tommelfinger nedad: Siger nej til en af verdens største golfturneringer
DP World Tour, der rangeres blandt verdens største golfturneringer, står klar med et værtskab til København i sommeren 2024. Ellers tak, siger politikerne.
Nogle af verdens allerstørste golfstjerner, 80.000 tilskuere, turismeomsætning på 125 millioner kroner og timevis af live-tv transmitteret til seere i hele verden.
Tak, men ellers tak.
Sådan siger politikerne i Københavns Kommune til det, der ellers kunne ligne et meget let putt på greenen.
For Københavns folkevalgte har nemlig ikke interesse i at medfinansiere et værtskab for en afdeling af golfturneringen DP World Tour – af mange kendt som europatouren – på Amager i juli 2024.
Et enigt økonomiudvalg i Københavns Kommune vendte tirsdag aften således tommelfingeren nedad til en ansøgning om to millioner kroner fra arrangørerne, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.
- Når vi laver megaevents i København, skal de komme hele byen til gode. Her er det til at overse, hvad den almindelige københavner får ud af det her, siger Jonas Bjørn Jensen (S), der som medlem af både Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune har behandlet ansøgningen.
Vægter andre kulturevents
Kulturordføreren for Socialdemokratiet begrunder blandt andet afslaget med, at Royal Golf Club ikke har nogen ungdomsafdeling, og at alle medlemmer er over 18 år, og at der ikke er andre golfklubber i København med et børne- og ungdomssigte, hvilket er et parameter for megaevents.
Jonas Bjørn Jensen erkender, at økonomien ikke er noget problem, men at det i højere grad er et spørgsmål om, at man ikke ønskede at prioritere golfstævnet.
- Vi har jo pengene, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal bruge dem. Bare fordi, man sender en ansøgning, betyder det jo ikke, at man får skatteborgernes penge. De ting, vi udmønter penge til I København, skal give mening i forhold til byens borgere. Jeg kan sagtens finde andre kulturbegivenheder, vi bedre kunne bruge to millioner kroner på, siger Jonas Bjørn Jensen (S) og fremhæver kunst og kulturområdet som noget, der er blevet underprioriteret i forhold til sport de seneste år.
Det fremgår ellers af ansøgningsmaterialet, at ejerne af DP World Tour – en kreds bestående af amerikanske PGA Tour og britiske European Tour Group – allerede havde godkendt ansøgningen, og at eneste udestående for nu er finansieringen bag turneringsafdelingen i København.
80.000 tilskuere og tv-transmission til hele verden
Ifølge promotoren bag det foreslåede sportsevent på Amager ventedes golfturneringen ellers at tiltrække omkring 80.000 tilskuere, der over et par dage i starten af juli måned skulle overvære den absolutte verdenselite af mandlige golfspillere – primært fra udlandet – dyste om trofæet og en præmiesum på cirka 25 millioner kroner.
Til TV 2 Kosmopol siger Flemming Astrup, der er direktør i GolfPromote, som står bag ansøgningen og buddet om at afholde turneringen, at han og gruppen tager beslutningen til efterretning.
Han ønsker dog endnu ikke at udtale sig om afslagets konsekvenser for den foreslåede begivenhed på Amager.
Flemming Astrup tilføjer dog, at arrangørerne foruden Royal Golf Club på Amager arbejder med en plan b og en plan c for andre golfklubber i andre dele af landet, hvor man potentielt kan forsøge at stable megaeventet på benene.
Har pengene til det
Flertallets nej til at udmønte de to millioner kroner kommer til trods for, at kommunen i dennes såkaldte megaeventpulje har 53,9 millioner liggende på kistebunden, og at man årligt har 15 millioner kroner at dele ud af til store kulturbegivenheder.
En oversigt over allerede besluttede bevilliger viser, at Københavns Kommune i 2024 støtter VM i Stand-Up Paddle og Paddleboard med 4,55 millioner kroner og VM i banecykling (der i øvrigt finder sted i Ballerup Kommune) med to millioner kroner.
Med andre ord er der altså stadig 8,45 millioner kroner til rådighed for kalenderåret 2024.
Men det var altså ikke nok til at overbevise et politisk flertal om at udmønte bevillingen.
Heller ikke vurderingen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen om, at eventet lå inden for skiven i forhold til puljens kriterier, og at både publikumsinteresse og eksponeringspotentialet for København var stort, var nok til at overbevise et flertal.
DP World Tour er ellers ikke helt fremmed for danske golffans.
Sidste år løb en afdeling af stablen på golfresortet HimmerLand i Farsø, der også er vært for en turnering på touren om få uger.