Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest
Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag.
Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag.
To personer af forskellige køn, som det har stået i invitationen.
Men i Københavns Kommune har man valgt at gå imod kongehusets ønske, og har i stedet besluttet at sende to kvinder afsted.
- Vi har set på, hvem der har sendt den bedste ansøgning, og ikke om den var skrevet af en dreng eller en pige, siger Ingrid Bo Rahbek, talsperson for Ungeråd KBH, som har fået til opgave at finde kommunens to kandidater til den royale fest.
Ville være helt åbne
Ungeråd KBH havde på forhånd udpeget 18-årige Shabnam Shafigh, der selv er medlem af rådet.
Idéen var så at lade unge københavnere sende en motiveret ansøgning, der skulle fortælle, hvad den unge har gjort for "unge fællesskaber" i kommunen.
Og her blev der lagt op til at ansøgningen kunne være skrevet af alle køn:
- Nu hvor vi selv havde valgt en på forhånd, så ville vi ikke fratage nogens ret til at søge. Vi har forsøgt at være helt åbne, lyder det fra Ingrid Bo Rahbek.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Hun vil ikke sige, hvor mange ansøgninger de modtog, men at der var "en stor overvægt af kvinder".
Og det er ud fra det, at 18-årige Hannah nu også er blevet valgt.
Inspiration fra Struer
Idéen om at gå mod strømmen og vælge to kandidater af samme køn kom fra Struer kommune.
Her har man nemlig valgt at to 18-årige mænd skal repræsentere den jyske kommune, ifølge Ingrid Bo Rahbek.
- Hvis Struer kan gøre det, så tænkte vi, at det kunne vi også.
Men det har dog været nødvendigt at søge en særlig dispensation hos kongehuset for at få Shabnam og Hannah med på gæstelisten.
Og kongehuset har nu sagt ja til, at kommunen kan sende to kvinder til fest, fortæller Ingrid Bo Rahbek.
Hvis alle gjorde som jer, så ville kønsfordelingen af unge muligvis blive skæv. Ville det ikke være et problem?
- Man skal jo søge om dispensation, så det tror jeg ikke ville ske. Men selv hvis det skete, så ser jeg ikke noget principielt galt med det.
- Og i det her tilfælde ved vi jo, at Struer sender to mænd, så på den måde bliver det jævnet ud, siger hun.
Se oversigten over alle de unge fra hovedstadsområdet, der skal med til gallafest, her.