Københavns Kommune kræver handling fra selskab bag Nemlig.com: "Det er sidste udkald"
Københavns overborgmester kræver, at ejeren af Nemlig.com straks forbedrer løn- og arbejdsforhold for chauffører, der leverer dagligvarer til kommunens udsatte borgere.
Nu skruer Københavns Kommune bissen på overfor Nemlig.coms moderselskab, Intervare.
Kommunen kræver nu, at selskabet straks retter op på chaufførers løn og arbejdsforhold, som kommunen finder kritisable.
Tilbage i foråret lavede Københavns Kommune en undersøgelse af Intervare, der afslørede underbetaling og dårlige arbejdsforhold.
Derfor får Intervare nu frem til d. 3. september til at efterbetale chaufførerne og forbedre de kritisable arbejdsvilkår.
- Vi vil ikke acceptere, at mennesker, der løser opgaver for Københavns Kommune, bliver udnyttet til at arbejde under forhold, som er langt under standard på det danske arbejdsmarked og til en alt for lav løn. Det er sidste udkald for Intervare til at rette op på forholdene og give medarbejderne den løn, de har krav på, siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.
Konsekvenserne kan ifølge kommunen være i form af bod, tilbageholdelse af vederlag eller i yderste konsekvens ophævelse af kontrakten.
Tålmodighed er sluppet op
Ifølge Københavns Kommune har de løbende været i dialog med Intervare siden foråret, men uden at det er mundet ud i forbedringer af chaufførernes forhold.
På baggrund af undersøgelsen af deres løn- og arbejdsvilkår har kommunen kunne konstatere, at chaufførerne i gennemsnit er blevet underbetalt med 11.000 kroner per person månedligt i den undersøgte periode.
Dernæst mener kommunen også, at chaufførerne ikke har haft mulighed for at afholde ferie eller melde sig syge, såvel som at de risikerer at få eksempelvis bøder, hvis de er forsinkede eller har fravær fra arbejde.
Intervare har kontrakt med Københavns Kommunes Socialforvaltning og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der hjælper ældre borgere og andre borgere, som ikke selv kan købe ind.
Sundheds- og omsorgsborgmesteren forlanger derfor handling hurtigt.
- Nu må Intervare tage sig sammen og betale de penge, de skylder chaufførerne. Min tålmodighed er ved at slippe op. De lever åbenlyst ikke op til den kontrakt, de har med Københavns Kommune, og det skal de få bragt i orden nu. De medarbejdere, som vi samarbejder med, skal have en ordentlig behandling og en ordentlig løn. Og ellers må vi annullere kontrakten, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Flere kommuner har den seneste tid opsagt deres kontrakter med Nemlig.com, heriblandt Gentofte og Albertslund Kommune.
Også Region Hovedstaden vedtog tidligere på ugen at opsige samarbejdet, skriver Fagbladet 3F.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry
Afviser kommunens påstande
Intervare afviser, at der skulle være sket brud på den arbejdsklausul, firmaet har indgået med Københavns Kommune. I det hele taget tager Intervare afstand fra kommunens påstande i sagen.
- Det er uhørt og i strid med de faktiske forhold, at København Kommune skriver, at ’chaufførerne blandt andet er blevet snydt for løn, ferie og ret til fravær under sygdom.’ Vi oplever, at Københavns Kommune udsender pressemeddelelser i denne sag med forkerte konklusioner, som vi end ikke får mulighed for at kommentere på, inden de bliver sendt ud. Dette viser, hvor politisk denne sag desværre er, siger Intervares kommercielle direktør Mikkel Pilemand i en pressemeddelelse.
Hvis virksomheden ikke imødekommer kommunens krav inden fristen, skal Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget beslutte, hvilke sanktioner Københavns Kommune vil møde Intervare med.