Kvinder om Vesterbros hårde stofscene: Voldtægter er en del af livet

- Kokainen har ændret alt. Det er det mest fascinerende luder-stof. Det koster en formue og virker kun i kort tid.

Sådan fortæller Louise, der er stofafhængig og især bruger kokain. Men fordi stoffet er dyrt og skal indtages hyppigt, må hun dagligt prostituere sig.

Louises hverdag centrerer sig derfor omkring Halmtorvet og Mændenes Hjem, hvor hun har boet i det sidste halvandet års tid.

En anden af områdets kendte ansigter er Angelia. Hun kender om nogen også til sårbarheden som kvinde i stofmiljøet.

- Jeg har prostitueret mig gennem 20 år. Nu gør jeg det ikke så meget mere, fordi jeg har kæreste på. Men det sker stadig, at jeg bliver nødt til at gøre det for at få råd til stoffer, fortæller hun, mens hun går igennem den del af Kødbyen, hvor de andre københavnere – dem med egne cykler og rigtigt arbejde – kan drikke kaffe og drinks med udsigt til H17 - det store stofindtagelsesrum.

"Vi gør jo ikke det her, fordi vi har lyst"

Det her er en beretning fra gaden. Fra nogle af dem, der kender stofscenens konsekvenser. Personerne har valgt at lade sig interviewe for med egne ord at beskrive, hvordan miljøets kvinder mangler frirum fra overgreb og voldtægter på en stofscene, der er domineret af kokainbrugets høje tempo.

For de kvinder, der er en fast del af narkotikascenen omkring Halmtorvet på Vesterbro i København, har tilværelsen måske aldrig været nem. Men for Louise er området blevet hendes hjem. Ikke af lyst, men af nød. Her kan hun have tag over hovedet på Mændenes Hjem – og der er let adgang til både stoffer og sexkunder.

Sexkunderne er svære at undvære. For Louises overførselsindkomst er slet ikke nok til at dække udgifterne til hendes stofbrug. Derfor bliver hun nødt til at prostituere sig.

- Det er jo næsten uundgåeligt. Der er jo ikke nogen, der giver noget gratis, fortæller Louise til TV 2 Kosmopols journalist en stille hverdagseftermiddag et diskret sted bag Kødbyen.

Men selv om stofbruget indebærer, at hun må prostituere sig selv, så skal Louise alligevel have kokainen. Hun har brug for det for at klare tilværelsen. Og ligesom så mange andre udsatte på Københavns hårde stofscene gør hun, hvad der skal til for at få sit stof.

- Whatever it takes to get your drugs, som Louise siger.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Men selv om Louise gennem prostitution får hverdagen til at hænge sammen, så er det ikke hendes ønske at være, hvor hun er – fastholdt i udsathed, stofbrug, prostitution og overgreb.

- Vi gør jo ikke det her, fordi vi har lyst. Vi gør det jo, fordi vi… ja der er mange grunde til, at vi gør de ting, vi gør, fortæller Louise, på vegne af hende selv og en stor gruppe kvinder som hende, der lever og kæmper på Vesterbros hårde stofscene.

Stofscenens bagside

Rud Ellegaard har i 40 år arbejdet som politibetjent i området omkring Halmtorvets berygtede hårde stofscene. Han kender om nogen til miljøets kvinder og deres oftest ufrivillige prostitution.

- Det er en nødløsning for at skaffe penge og midler til deres stoffer.

Rud Ellegaard mener, at området omkring Halmtorvet overordnet set har forandret sig i en positiv retning.

- Vesterbro har gennemgået enorme forandringer, i den tid jeg har været her. Blandt andet er der kommet stofindtagelsesrummet H17, som noget af det bedste, der er sket for området, siger Ellegaard med reference til Nordens største stofindtagelsesrum H17, som ligger i Den Grå Kødby ud til Halmtorvet.

H17 drives af Mændenes Hjem på vegne af Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Stofindtagelsesrummet forsøger at skabe trygge og værdige rammer for stofscenens brugere.

Men selv om Rud Ellegaard er tilfreds med de sociale tiltag, så mener han, at der er en bagside ved, at stofscenen centreres omkring et begrænset areal. Ifølge ham er området nemlig gradvist blevet et hårdere sted for miljøets kvinder.

- Det er nok der, hvor stofscenen er allermest brutal. De svageste taber. Og det er oftest kvinderne.

Voldtægter er en del af livet

- Det er der, de fleste de går ned, siger Louise og peger på en grå metaldør for enden af en betontrappe.

Louise har tænkt over, hvor hun gerne vil interviewes af TV2 Kosmopols journalist. Det skal være ”der hvor det foregår”. Stedet er nemlig et velkendt sted for næsten alle af miljøets kvinder.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

- Parkeringskælderen er et af de steder, der bliver brugt mest, når man tager kunder, eller hvis du skal… eller i miljøet. Der er ikke nogen, der giver noget gratis jo.

Med “kunder” mener Louise de mænd, der betaler et par hundrede kroner for sex med kvinder som hende. Når hun taler om, at man bruger parkeringskælderen ”i miljøet”, beskriver det den byttehandel, der af og til foregår mellem en kvinde og en pusher: Hvis en kvinde som Louise ikke kan skaffe penge til stoffer, så må hun tilbyde sin krop til pusheren.

Men det er en risikabel affære, som alt for ofte ender med, at kvinden giver mere, end der var aftalt.

- Den der ”byttehandel”, den bliver sjældent overholdt, fortæller Louise.

Rud Ellegaard har mange gange i løbet af sin tid som gadebetjent set og hørt historier om kvinder, der lever i samme situation som Louise og Angelia.

- Der er ingen beskyttelse for kvinderne. Det er ekstremt utrygt. Der er himmelvid forskel på, hvad der foregår på gaderne for en stofafhængig kvinde, og det, der foregår for prostituerede på massageklinikker og lignende.

Også Angelia, der i mere end tyve år har været en del af stofscenen på Vesterbro, har set udviklingen i kvindernes udsathed.

- Stofscenen er blevet meget, meget hård. Hvis du vidste, hvad jeg nogle gange har set foregå herinde om natten. Det er fuldstændig psykotisk.

Hvad er det værste, der overgår jer kvinder?

- Det er voldtægt. Og så at blive rullet (frarøvet sine penge eller stoffer, red.), når man har været ude med en kunde. For så er man nødt til at starte forfra med at have nye kunder, fortæller Angelia.

Den onde spiral

Det massive stofbrug skyldes ifølge flere af områdets hjælpeorganisationer kvindernes udsathed. Men jagten på stofferne får dem ofte til at ty til prostitution, der, som i en ond spiral, samtidig øger deres udsathed.

Ligesom Louise og Angelia har Rud Ellegaard set det ulige magtforhold mellem stofscenens mænd og kvinder på nærmeste hold.

- For ikke så længe siden mødte jeg en af de her ekstremt udsatte kvinder. Det skete i en trappeskakt her på Vesterbro. Hun var sammen med en mand, som vi i politiet ved, både voldtager og krænker de her kvinder. Der var bredt en sovepose ud, og der stod remedier til at forarbejde det euforiserende stof, som kvinden var blevet stillet i udsigt. Men han skulle have noget først. Og det er jo på hans betingelser. Han kan jo gøre, hvad han har lyst til – gå så langt som han har lyst til. Og kvinden siger ikke stop, for hun er afhængig af de stoffer, han kan levere.

Situationen sidder fortsat naglet fast i erindringen på den erfarne politibetjent, der den dag i dag fortsat er i tvivl om, hvorvidt han skulle have grebet ind. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at manden gjorde kvinden fortræd.

Men stofmiljøet har sine egne uhyggelige logikker.

- Hun sagde faktisk til mig: "Rud, nu ødelægger du det ikke for mig!" Og det valgte jeg så ikke at gøre. For det betød mere for hende at få stofferne.

Det absurde afhængighedsforhold

Ifølge områdets organisationer anmelder kvinderne sjældent de overgreb, de udsættes for. Hverken når det er kvindernes egne pushere, eller når det er mere almindelige sexkunder, der står bag overgrebene.

- I de tilfælde, hvor der er tale om voldtægt, får vi meget sjældent en anmeldelse. Det er bare noget, kvinderne finder sig i; et vilkår de lever med, som kvinder der er bragt i den her situation, forklarer Rud Ellegaard.

Og det billede bekræftes af Louise.

- Jeg tror ikke, at der er nogen kvinder i miljøet, der kan sige sig fri for at have prøvet en eller anden form for overgreb. De lader det bare ske – og venter på at det er overstået.

Rud Ellegaard beskriver en blanding af mistro og frygt, som årsag til at kvinderne ikke anmelder overgrebene.

- De føler aldrig, at de er blevet hjulpet. Og så er der jo frygten for at møde sin krænker igen. Det er jo det, der er så absurd. De er afhængige af ham, hvis det er ham, der leverer stofferne, forklarer Rud Ellegaard.

Angelia bekræfter problemet, som hun ser, som en del af det at måtte prostituere sig.

- Det er ikke særlig sjovt at møde sin voldtægtsmand herinde på gaden. Men det er desværre en bagside af at være prostitueret.

Både Louise, Angelia og Rud Ellegaard håber, at området i en nær fremtid kan få flere frirum, der kan give kvinderne en pause fra stofscenens kaos. Det kan for eksempel være rum, hvor kvinderne kan indtage deres stoffer i fred uden at risikere at blive bestjålet eller truet.

TV2 Kosmopols møde med Louise og Angelia er blevet til med hjælp fra det sociale tilbud Mændenes Hjem, som til dagligt har kontakt med kvinderne. Af hensyn til kvindernes sikkerhed og privatliv, har vi valgt kun at benytte deres fornavne i artiklen. Kvindernes identitet er redaktionen bekendt.