Mand snød ægtepar for flere tusinde kroner - nu er han anholdt
Ægteparret fra Tune blev torsdag lokket til at udgive sine dankort og pinkoder til en svindler.
Hele 30.000 kroner nåede gerningsmændene at hæve, før dankortet blev spærret.
Nu har politiet anholdt en 37-årig mand fra København, som de mistænker for at stå bag forbrydelsen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Vi får gode observationer fra borgerne, som bringer os på sporet af en mistænkt. Nu knokler efterforskerne på at opklare, om han kan stå bag flere af de grove sager, hvor ældre bliver narret af falske bankfolk, siger politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Tarpgaard i pressemeddelelsen.
Det var konen, der var blev ringet op af en mand, som oplyste sig som ”René Larsen”, der kom fra Nordea og oplyste, at parrets kort var blevet misbrugt.
Kort efter dukkede en person op på ægteparrets adresse og præsenterede sig som ”Jacob Hansen”. Gerningsmanden forlod huset med ægteparrets dankort og pinkoder til fri afbenyttelse.
Blot en time før hændelsen i Tune blev en lignende episode anmeldt på et plejehjem i Karlslunde, hvor en 84-årig beboer var blevet opsøgt af en mand, der gerne ville have udleveret den 84-åriges dankort.
Politiet vil tage stilling til, om den 37-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.