Mens tagbrand raserede lagde Per mærke til beundringsværdig detalje blandt de chokerede naboer
Mandag aften brød en voldsom tagbrand ud i en ejendom på Skarøgade på Østerbro. Nu fortæller beboere om et døgn, som de aldrig glemmer.
- Jeg kom hjem fra arbejde, og så så jeg bare, at taget på ejendommen stod i flammer.
Per Sjeltoft bor i den ejendom på Skarøgade på Østerbro, hvor et flammehav mandag aften skød op fra taget.
- Jeg kom hjem til et stort opbud af politibiler, brandfolk og en masse chokerede naboer, siger han til TV 2 Kosmopol, der møder ham foran hans hjem, der nu er gemt væk bag politiafspærringer, murstensbrokker og store liftvogne.
Tirsdag er han og resten af beboerne i de tre mest berørte opgange blevet genhuset på grund af vandskader i deres hjem.
Udover at se taget på ejendommen i flammer, så lagde Per Sjeltoft desuden mærke til en beundringsværdig detalje i sine naboers ageren i et kaotisk moment.
- Mine naboer har været rundt og banke på dørene i opgangen og sikret, at alle er kommet ud. Det, synes jeg, er fantastisk. At mennesker har evnen til at hjælpe hinanden i sådan en situation, siger Per Sjeltoft og tilføjer:
- Min nabos kat er der endda også styr på.
Der er ild!
Få meter fra ham har beboeren Henrik Litske også stået ansigt til ansigt med branden, som de aldrig vil glemme.
Han bor længere nede af gaden, og var sammen med sin familie i deres hjem, da naboerne pludselig råber.
- Der er ild! Der er ild! Taget brænder, råber mine naboer, fortæller han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Så går der jo panik i folk. Familien og jeg skynder os ud. Overboen kommer ud i sin badekåbe, fordi hun lige havde været i bad. Hun har tre unger under armen.
Også han bevidnede, hvordan naboerne på Skarøgade hjalp hinanden i en alvorlig situation.
- Folk var meget gode til at låne lidt tøj til hinanden, fordi nogle var kommet afsted uden sko eller lignende. Min søde kone har også afleveret noget tøj til en ældre dame, der bor i en af de opgange, der er blevet genhuset, fortæller Henrik Litske.
Foto: Kristian Koed Hansen / TV 2 Kosmopol
Brandsikringen reddede resten af ejendommen
Brandvæsenet var hurtige til at slukke branden, og det betød, at den ikke nåede at sprede sig til yderligere dele af taget.
Det skyldes blandt andet, at brandsikringen i ejendommen har været i orden. Det står klart dagen derpå, da de intakte brandmure tårner op som det eneste ved hver side af brandstedet.
Som et skjold har de været med til at beskytte resten af ejendommen fra branden.
Der kommer altid noget godt ud af noget skidt
Hverken Per Sjeltoft eller Henrik Litske kommer til at glemme mandagens brand lige foreløbigt. Og selvom det har haft konsekvenser for dem selv og deres naboer, så tager de alligevel en positiv fortælling med sig fra den voldsomme brand.
- Det er opløftende at se sine naboer behandle hindanden på så god en måde, siger Henrik Litske og fortsætter:
- Branden har på en eller anden måde rystet os sammen. Det er som at være midt ude på havet i en gummibåd sammen.
Per Sjeltoft er enig.
- Det er dejligt at se, at folk finder sammen i en krisesituation. Vi er kommet tættere på hinanden efter det her, siger han og slår fast med et smil:
- Der kommer altid noget godt ud af noget skidt.