Oversigt

Seneste nyt

Næsten tom sal ved den største retssag af sin art i 14 år

Københavns Byrets største retslokale med plads til 100 mennesker er taget i brug tirsdag, hvor retten har indledt en civil sag med 121 klimaaktivister, der har lagt sag an mod Københavns Politi.

Men inden retsmødets start var det uvist, hvor mange der rent faktisk ville overvære det juridiske sværdslag.

Og det skulle vise sig, at det var noget skudt over målet at tage det store retslokale i brug. Ved retsmødets begyndelse var en enkelt person foruden en presserepræsentant dukket op.

Det er den største sag om administrative frihedsberøvelser siden 2010, hvor demonstranter fik medhold i, at det var ulovligt, da politiet satte dem i futtog og frihedsberøvede dem under demonstrationer ved klimatopmødet COP15 året forinden.

I denne sag vil de mange demonstranter have rettens ord for, at det var ulovligt, da politiet administrativt frihedsberøvede dem i maj 2022, hvor de demonstrerede for klimahandling.

Frihedsberøvelserne fandt sted i perioden 6.-13. maj 2022, hvor gruppen Extinction Rebellion arrangerede demonstrationer, workshops, taler og lignende for at få fokus på klimasituationen.

Der er berammet seks retsdage frem til 11. november. Dommen forventes afsagt på et senere tidspunkt.