Nu er det afgjort: Det skal ny plads på Nørrebro hedde
Den tidligere metrobyggeplads ved Nørrebro Station er blevet til en ny plads i hovedstaden – og nu har den fået et navn.
Efter årevis med grøn indhegning og støj fra metrobyggeriet står en ny, åben plads nu færdig i hovedstaden – og nu har den fået et navn.
Det står klart, efter politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg mandag vedtog, at pladsen i fremtiden skal hedde Mimers Plads.
På Ydre Nørrebro tæt ved Nørrebro Station har området, som tidligere er blevet kaldt ”Basargrunden” på grund af de mange butikker i området, længe ligget gemt bag metroindhegningen, men med færdiggørelsen af det nye byrum, skulle pladsen også have et navn.
Den formelle navngivning skyldes, at hensigten med pladsen er, at den skal være et centralt samlingspunkt for både lokale og besøgende udefra, og Vejnavnenævnet i Københavns Kommune mener derfor, at et navn til pladsen er passende.
Det seneste halve år har borgere på Nørrebro derfor haft mulighed for at give deres besyv med i et såkaldt digitalt borgerpanel, hvor over 10.000 har meldt tilbage, viser et notat fra Københavns Kommune.
Reference til den nordiske mytologi
Langs med pladsen ligger også Mimersgade, mens vejnavne i området i øvrigt er præget af navne fra den nordiske mytologi med Heimdalsgade, Slejpnersgade, Mjølnerparken og Baldersgade som de nærmeste.
I den nordiske mytologi er mimer en jætte, der var klogere end alle andre.
Ifølge fortællingen blev han taget som gidsel hos vanerne efter krigen med aserne og efterfølgende halshugget.
Mimers hoved blev efterfølgende sendt tilbage til Odin, som fik hemmelig viden fra hovedet i pant for sit ene øje.
Foto: Bjarne Lütchke/Ritzau Scanpix
Andre navne også diskuteret
Hos Nørrebro Lokaludvalg var både Nørrebro Plads, Dagmar Hansens Plads, Basar Plads og Palæstinas Plads blandt de navne, som blev overvejet at indstille til Teknik- og Miljøudvalget og Vejnavnenævnet.
I lokaludvalgets afstemning på Facebook var tilslutningen til Palæstinas Plads overvældende, men ifølge Nørrebro Lokaludvalg var svarene ikke repræsentative, da ”Facebook-opslaget blev delt bredt i landet”, skriver Teknik- og Miljøforvaltningen.
I borgerpanelet af ”Nørrebroere” stemte 41 procent af de adspurgte for Mimers Plads, mens ti procent færre stemte for Palæstinas Plads med 31 procent af de adspurgte.
Partier ønsker en Palæstinas Plads i København
Selvom politikerne i Teknik- og Miljøudvalget altså godkendte, at pladsens navn i fremtiden bliver Mimers Plads, bemærkede Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten i en protokolbemærkning, at de gerne ser en plads med navnet Palæstinas Plads i fremtiden.
”For partierne er det fortsat vigtigt, at en plads i København bliver navngivet Palæstinas Plads, og vi vil blive ved med at undersøge mulige pladser, men vi stemmer for indstillingen, da resultatet af høringen peger på navnet Mimers Plads”, lyder det.
Navnet på den nye plads træder i kraft i løbet af første kvartal 2022, men allerede den 15. december indvies pladsen af Nørrebro Lokaludvalg og Københavns Kommune.
Her vil der være æbleskiver, børnekor og julenisse, skriver lokaludvalget.
_