Ny ordning skal gøre op med diskrimination i det københavnske natteliv

Københavns Kommune lancerer nu en ny kampagne, der skal bekæmpe diskrimination i hovedstadens natteliv. Lanceringen sker mandag den 19. februar 2024.

Festglade mennesker skal kunne danse i det københavnske natteliv uden at være bange for at opleve diskrimination.

Uanset om det for eksempel handler om etnicitet, religion eller køn. 

Derfor lancerer Københavns Kommune nu i samarbejde med brancheorganisationer, restauratører og minoritetsorganisationer "Charter for et natteliv uden diskrimination".

Det sker sammen med kampagnen "Natten er vores".

quote Det er ikke et quickfix, men det er et skridt i den rigtige retning.

Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester (RV)

Natklubber, venues, restauranter og lignende kan frivilligt tilmelde sig charteret. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Det består af tre konkrete indsatser, som forpligter dem, der melder sig til at arbejde for et natteliv, hvor gæsternes rettigheder og værdighed respekteres.

- Det er ikke et quickfix, men det er et skridt i den rigtige retning, så vi sammen kan komme diskrimination i det københavnske natteliv til livs, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i en pressemeddelelse.

Fakta om 'Charter for et natteliv uden diskrimination':

Charteret består af tre konkrete indsatser, som de tilmeldte aktører forpligter sig til at efterleve.

Indsats 1: Kommunikation

De tilmeldte aktører forpligter sig til at være tydelige omkring rammerne for festen, forventning til gæsteadfærd samt hvilke adgangskrav, der gælder for deltagelse.

Indsats 2: Håndtering

Skulle en gæst i nattelivet opleve at blive diskrimineret, skal der være de rette processer på plads for at håndtere situationen, så det sikres, at gæsten bliver hørt, set og taget alvorligt - og erfaringerne skal opsamles for at undgå lignende situationer fremover.

Indsats 3: Forebyggelse

Aktørerne skal sammen sikre den bedst mulige forebyggelse af diskrimination. Det handler bl.a. om uddannelse, rette kompetencer, at sikre tilstedeværelsen af ikke-diskriminerende værdier og at arbejde med kulturen omkring tryghed og sikkerhed i nattelivet.

Kilde: Københavns Kommune

Det nye charter er en opfølgning på "Charter for Fair Natteliv", der blev udarbejdet i 2017, og som politikerne har bestemt skulle revideres. 

 Danmarks Restauranter & Cafeer, DRC, er en af de brancheorganisationer, der har været med til at udvikle charteret.

- Vi tror på, at dialog og forebyggelse er vejen frem for at løse de udfordringer der måtte være i nattelivet. Det er vores håb, at branchen støtter bredt op om det og får tilmeldt sig "Charter for et natteliv uden diskrimination" hurtigst muligt, siger Birgitte Wad, der er ESG-chef i DRC.

Selvom charteret først lanceres officielt mandag den 19. februar 2024, så har flere restauratører allerede tilmeldt sig. En af dem er det elektroniske spillested Culture Box.

-  Vi er en del af "Charter for et natteliv uden diskrimination", fordi vi mener, at det er vigtigt at kvalificere indsatserne på tværs af hovedstadens nattelivsaktører, så vi i fællesskab kan dygtiggøre os yderligere i at fremme positiv adfærd og skabe endnu bedre musik- og kulturoplevelser til publikum, siger Mia Dalby Thorup, der er Community Manager hos Culture Box i en pressemeddelelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik