Oversigt

Seneste nyt

Ny scene for dans og koreografi åbnet i Carlsberg Byen

Et nyt knudepunkt for dans og koreografi – og en decideret saltvandsindsprøjtning til det danske kulturliv.

Sådan lyder drømmen for Dansehallerne, som lørdag åbnede officielt i København med en række performances, gratis drinks og god stemning.

Dansehallerne kalder sig selv for en ny nationalscene for dansen og ligger i Carlsberg Byen, hvor bygningen Kedelhuset er blevet forvandlet for et trecifret millionbeløb.

Det indeholder både scener, dansestudier og publikumsarealer, og det hele var i dag i brug, da Dansehallerne åbnede for hele Danmark.

- Det betyder meget for Carlsberg Byen, at der endelig er kommet et sted for kunst. Og det betyder meget for København, at der er kommet en dansescene, der er permanent, siger Danjel Andersson, direktør og kunstnerisk leder for Dansehallerne. 

Dansehallerne er et åbent hus for både publikum og lokale, hvor børn og voksne kan opleve dans og koreografi som kunstform og endda selv dyrke dansen. Samtidig vil stedet række ud til både skoleelever og børnehaver i hele landet på forskellig vis.