Oversigt

Seneste nyt

Nyfødte løveunger kan snart ses i zoo

Det kom bag på både dyrepassere og besøgende, da en af løvinderne i Zoologisk Have København gik i fødsel foran publikum.

Nu - tre uger senere - har de fem løveunger gennemgået deres første sundhedstjek, og Zoologisk Have kan dermed for første gang give en status på de i alt fem løveungers helbredstilstand. 

- De fem unger har det forrygende fint. Det er et stort kuld for en gammel hunløve, men de er alle sammen velnærede og fine, og ved godt huld. Og det er jo dejligt at se, at de trives så godt alle sammen, siger Carsten Grøndahl, der er seniordyrlæge i ZOO, i en pressemeddelelse.

Under tjekket blev det slået fast, at der er tale om tre hanunger og to hunner. De fik alle fem en identifikationschip, så dyrepasserne kan kende dem fra hinanden. 

Fordi det går så godt med de fem løveunger, forventer dyrepasserne, at de allerede vil kunne ses i anlægget i starten af november.