Oliver går i mandegruppe: "Det tog mig lang tid at acceptere, at det er okay at græde"

Oliver Dissing Bagshaw har haft depressioner, fordi han har undertrykt sine følelser, mener han. Efter et halvt år i mandegruppe har han nu lært at tale om dem i stedet.

Fodboldholdet blev skiftet ud til fordel for et musicalhold.

For selvom det var sjovt at spille fodbold, så blev kulturen, der omgav sportsholdet for meget.

Det kom til at handle om dyre fodboldsko, en god frisure eller at have en sixpack. 

Det fortæller en af de mænd, der deltager i en mandegruppe på Vesterbro, som vi har fået lov til at kigge ind i. 

Det er frivilligorganisationen DareGender, der tilbyder gratis samtalegrupper for mænd i de større danske byer, og tanken er netop at skabe et rum, hvor mænd kan få lov til at dele den slags historier med hinanden, hvor de blotter deres følelser.

Og hvor de kan være sig selv.

quote Jeg har fået det dårligt, fordi jeg troede, at jeg ikke måtte græde.

Oliver Dissing Bagshaw

Her er der plads til tårer og sårbarhed. 

At være den mand, man er. Uafhængigt af de stereotyper eller idealer, der måske traditionelt har knyttet sig til det at være mand eller maskulin.

Mandegrupper

Det er blandt andre den frivillige organisation DareGender, der tilbyder gratis samtalegrupper for mænd i alle aldre. I mandegrupperne mødes otte mænd til en samtale, der faciliteres af en facilitator, som er uddannet af organisationen.

Grupperne for mænd over 40 år foregår primært i naturen og varer tre timer. De afholdes typisk om et bål i et ugeneret naturområde, hvor man kan tale fortroligt.

Mænd i alderen 18 til 35 år mødes indendørs seks gange af en varighed på to timer.

Når forløbet er slut, kan grupperne fortsætte selvstændigt.

Du kan læse mere om mandegrupperne her.

Lærte sig selv at undertrykke følelser

Blandt deltagerne i mandegruppen sidder 30-årige Oliver Dissing Bagshaw.

Han er en ganske almindelig københavnsk mand, der til daglig arbejder som tømrer.

Han har i flere perioder af sit liv lidt af depressioner og stress, fortæller han. 

Noget, han senere har fundet ud af i hvert fald delvist skyldes den måde, han har været vant til at håndtere sine følelser.

Eller rettere ikke at håndtere dem.

- Jeg har fået det dårligt, fordi jeg troede, at jeg ikke måtte græde. Og fordi jeg ikke kunne finde ud af at dele, hvad der foregik inden i mig. Så jeg lærte mig selv at undertrykke de her følelser, og så fik jeg det endnu værre, forklarer han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mandegruppe samtalegruppe mandeidealer mænd depression følelser sårbarhed ensomhed selvværd DareGender
Emnerne, mændene i mandegruppen taler om, spænder bredt over både ensomhed, mandeidealer, succes, relationer, faderskab og selvværd. - Det er først sent i mit liv, at jeg lærte ordet 'selvværd' at kende. Før det havde jeg kun hørt om ordet 'selvtillid'. Så der er mange ord, jeg har skullet lære. 'Selvkærlighed' og 'selvomsorg'. Men også 'selvsvigt', fortæller Oliver Dissing Bagshaw.
Foto: Malou Bennedbæk/TV 2 Kosmopol

Og måske er det ikke kun ham, der har det på den måde. 

Oliver oplever i det hele taget, at den kultur og dynamik, der ofte opstår i fællesskaber blandt mænd, i højere grad er en "overfladekultur", hvor det handler om, hvordan man ser ud og bærer sig selv, frem for hvordan man har det.

- Kulturen blandt mænd indebærer, at du ikke deler dine følelser. Da jeg var ung, skulle man da ikke græde. Så det tog mig lang tid at acceptere, at det er okay at græde og være følsom som mand, forklarer han.

- Og det er jo et problem, hvis vi ikke taler om, hvad der foregår i vores liv. For så hober de negative følelser sig op. Og så er det jo et problem at leve i ensomhed eller at føle en tomhed i sin krop. Og mandegruppen er et bud på at få lappet noget af den tomhed.

Skulle lære at dele og lytte

I mandegruppen mødes man en gang om ugen med syv andre mænd. For at tale om livet, følelser, succeser og udfordringer. Men på en måde, hvor det vigtigste er bare at lytte uden at svare eller rådgive.

- Øvelsen er at fortælle og lytte. Så vi kommenterer ikke på hinandens fortællinger eller liv. Og det er sindssygt stærkt, at jeg kan få lov til at få ordet og tale ud. Det giver en følelse af, at nu bliver der faktisk lyttet, forklarer han.

- Jeg lærer at dele og lytte. For det er noget, jeg har skullet lære. Og det har jeg taget med mig i andre aspekter af mit liv, forklarer han.

quote Den form, mandegruppen har, er respekterende, anerkendende og inkluderende. Og det har jeg ikke prøvet før.

Oliver Dissing Bagshaw

Hvordan kan det være, at du deler de her ting med en gruppe fremmede mennesker, frem for dine venner eller din familie?

- På en eller anden måde er det bare lettere at mødes med nogle mennesker, jeg ikke kender, fordi vi ikke har en tidligere historie og ikke har noget på spil. Jeg kan gå igen, og så er det bare det. Og det gør det muligt at dele nogle ting, der ellers ville være rigtig svære at dele, understreger han.

- Den form, mandegruppen har, er bare så respekterende, anerkendende og inkluderende. Det har jeg ikke prøvet før.

Når mænd har det dårligt, går det ikke kun udover dem selv

Den mandegruppe, Oliver deltager i, er startet op af organisationen DareGender, der siden 2016 har arbejdet for at engagere drenge og mænd i arbejdet med ligestilling og redefinering af stereotype opfattelser af køn og maskulinitet.

De oplevede, at det mestendels var kvinder, der var involveret i ligestilling, og at det ofte blev overset, at mænd som kønnet gruppe også havde nogle særlige behov. Hvilket i sidste ende potentielt kan true deres sundhed, trivsel og mentale helbred.

Jeppe Trolle Linnet er projektleder og talsperson for DareGenders mandegrupper. Og så er han antropolog og Ph.d.

Han mener, at det kan have endog store konsekvenser, hvis vi ikke tager de udfordringer, der knytter sig til at være mand, alvorligt.

- Mænds trivsel og sundhed halter kraftigt. Mænd er voldsomt overrepræsenterede i offentlige sundhedsudgifter og selvmord. Og så kan vi se, at mænds levealder falder meget kraftigt, når de er ensomme. Så mænd kan faktisk være enormt sårbare, og det vil vi gerne have, at man har blik for, siger han.

For når mænd har det dårligt, går det ikke kun udover dem selv, men også deres omgivelser, påpeger Jeppe Trolle Linnet.

- Nogle mænd vender smerten og skammen indad i depression og trækker sig måske fra venskaber. Men andre agerer udad og kan blive til psykopatchefer, dårlige fædre og voldelige kærester.

Det er ikke umandigt at dele sine følelser

Jesper Trolle Linnet vurderer, at mandegrupperne kan være med til at give mændene et sprog for deres følelser, og at de kan være med til at nedbryde nogle af de barrierer, der stadig afholder dem fra at tale om deres følelser.

- Der er nogle kulturelt nedarvede normer omkring maskulinitet, hvor en "rigtig mand" er ret sparsom med følelsesmæssige ytringer. Det betyder, at mænd som regel ikke giver hinanden rum til at tale om de svære ting, og at man som mand derved kan mangle en anerkendelse af, at det er okay, at man har det, som man nu engang har det, forklarer Jeppe Trolle Linnet.

Han håber, at mandegrupperne kan være lige præcis det rum, hvor man ærligt kan sætte ord på og dele sine følelser. Uden at det betyder, at man er "umandig".

- Mændene i mandegrupperne får et sprog for deres følelser og tid til at mærke følelserne. Hvis man kan det, kan man få omverdenen til at forstå, hvordan man har det. Det betyder, at man oplever langt mere succes, og at man bliver mindre aggressiv, ensom og isoleret, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mandegruppe samtalegruppe mandeidealer mænd depression følelser sårbarhed ensomhed selvværd DareGender
Den mandegruppe, Oliver går i, startede i regi af DareGender. De startede i december og mødtes en gang om ugen i halvanden time igennem seks uger. Da de var færdige med forløbet, var de alle sammen enige om at fortsætte. Så nu mødes de hjemme hos hinanden eller ude i naturen cirka hver tredje uge.
Foto: Malou Bennedbæk/TV 2 Kosmopol

- Og så vil vi gerne redefinere maskulinitet, så det at sætte ord på sine følelser og lytte til andre ikke er noget, der bliver anset som umandigt. Men tværtimod bliver en maskulin kompetence.

Ligger den moderne mand virkelig stadig under for så rigide idealer for maskulinitet? 

- Idealerne har helt klart udviklet sig. Der er flere unge mænd, der kan udtrykke følelser, men det er stadig svært, og mænd er endnu ikke ligestillet med kvinder på det område. Og så er der stadig store mainstream-grupper, som er mindre påvirkede af udviklingen i ligestillingen, end man lige tror, understreger Jeppe Trolle Linnet.

Egner det her koncept sig også til den store mainstream-gruppe, du omtaler, som måske ikke i samme grad abonnerer på det her nye mandeideal?

- Det er klart, at vi skal langt mere ud i landet og ud af storbyen, så vi når andre typer end den veluddannede mand, der er positivt indstillet over for de her idéer. For man behøver ikke at være en særlig type mand for at deltage. Selvom man selvfølgelig skal have en villighed til at udvikle sig og åbne op, afslutter han.

Den usunde manderolle

På globalt plan dør mænd fem og et halvt år tidligere end kvinder, ligesom de er overrepræsenterede i næsten alle tunge sygdomskategorier.

Et studie udført i England, USA og Mexico af den internationale organisation Equimundo viser, at nogle af årsagerne er biologiske, men at mænds forsøg på at leve op til kulturelle normer om manderollen er en mere afgørende faktor.

Derudover viser studiet, at det, de kalder en "stereotyp maskulinitet" også har en sammenhæng med den tidligere død og dårlig sundhed.

Stereotyp maskulinitet indebærer blandt andet opfattelsen af, at "rigtige mænd" ikke er sårbare og ikke beder om hjælp, stort set ikke udtrykker følelser og har mange seksualpartnere, ligesom de aldrig siger nej til sex.

Studiet viser, at der er en overvægt af mænd med traditionelle idealer om maskulinitet blandt de mænd, der oplever depression, overvejer selvmord og lever et risikofyldt liv med flere trafikulykker, voldsomt druk og brug af stoffer. Studiet viser også, at mænd, der abonnerer på den stereotype maskulinitet, i højere grad er voldelige - både mod andre mænd og mod kvinder.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Overrasket over, at det bare var det, der skulle til

På det godt halve år, Oliver Dissing Bagshaw jævnligt har deltaget i mandegruppen på Vesterbro, er der sket en stor ændring i hans mentale velvære - og hans liv i det hele taget.

- Jeg har fået langt mere tiltro til livet og fremtiden. Det er blevet nemmere for mig at sige til og fra over for mig selv og andre mennesker. Så der er sket en voldsom ændring, understreger han.

- Og jeg er overrasket over, at det bare var det, der skulle til. At jeg bare havde brug for at tale og lytte og spejle mig.

Både Oliver og flere af de andre mænd i mandegruppen fortæller, hvordan de tager indsigterne og kulturen fra gruppen med sig ud i deres liv og hverdag. 

En af dem beskriver blandt andet, hvordan han er begyndt at sige fra, når hans venner bruger ord såsom "tøsedreng" eller insisterer på et ærligt svar, når han spørger sine venner om, hvordan det går.

- Det der med at møde andre, der tør fortælle om deres liv, er som ringe i vandet. Det spreder sig bare og gør det hele meget lettere, forklarer Oliver.

- Jeg tror, det vil være gavnligt for mange mennesker og samfundet generelt, hvis vi lærer at tale om vores liv og styrke ligestillingen i forhold til mænds følelser. Og hvis vi som samfund faciliterer et rum, hvor det er okay at være en moderne, følsom og sexet mand.

DareGenders første mandegruppe blev afholdt i 2018. 

I dag udbydes grupperne i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Frem mod 2026 forventer organisationen dog at udbrede mandegrupper i mindre byer rundt om i landet, ligesom de planlægger at opsamle viden og formidle den i blandt andet podcasts om maskulinitet.

Du kan møde Oliver og resten af mandegruppen i videoen øverst i artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik