Politi efterlyser vidner til knivdrab
Københavns Politi efterlyser onsdag vidner til et knivstikkeri på Nørrebro tirsdag aften, hvor en 26-årig mand mistede livet.
Hans Tavsens Gade på Nørrebro dannede sent tirsdag aften ramme om et alvorligt knivstikkeri, hvor en 26-årig mand er død.
Siden episoden, der fandt sted mellem klokken 22 og 23 om aftenen, har Københavns Politi været i gang med at finde ud af, hvad der er sket, og hvorfor manden blev stukket med en kniv.
Politiet har ikke nogen klar teori om et motiv.
- Vi efterforsker bredt. Vi kan ikke udelukke noget. Vi har ikke særlige indikationer på, at det skal være banderelateret eller i øvrigt nogle andre kendte motiver, siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard fra Københavns Politi.
Politiet fik anmeldelsen klokken 22.58.
- En forbipasserende ser ham ligge på fortovet, siger Bjarke Dalsgaard.
Det blev konstateret, at den 26-årige mand var i kritisk tilstand. Han blev efterfølgende sendt til behandling på hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.
Københavns Politi har onsdag morgen udsendt flere tweets, hvor de blandt andet beskriver, hvordan offeret så ud - i håb om at vidner vil melde sig på banen.
Den dræbte var herboende syrer og beskrives som næsten skaldet og med sort fuldskæg. Han var iført blå jeans, sort t-shirt med Levis logo, sorte Nike sneakers med hvid sål, og han havde en guldkæde om halsen.
Københavns Politi understreger, at de er interesseret i at høre fra enhver, der har observeret noget, de studser over, i området omkring Hans Tavsens Gade i timerne inden knivstikkeriet.
- Vi søger selvfølgelig folk, der har set eller hørt en konflikt af en art - måske set forurettede derude, siger Dalsgaard.
Onsdag formiddag har politiet fortsat ikke fået fat i pårørende til den 26-årige, der er fra Syrien, men bor i Danmark.
Vi søger vidner til et knivstikkeri ved Hans Tavsens Gade i går aftes mellem 22 og 23. Her blev en 26-årig mand knivstukket. Han døde senere af sine kvæstelser. Har du set eller ved noget om knivstikkeriet, så kontakt os på 1-1-4 #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) September 8, 2021
_