Politi med appel til formodet drabsmand: Meld dig selv
En 31-årig mand blev onsdag aften dræbt i et knivstikkeri, hvor også en 35-årig mand blev stukket.
Onsdag aften blev en 31-årig mand og en 35-årig mand stukket ned ved et værtshus på Peter Sabroes Gade i Københavns Sydhavn.
Kort tid efter knivstikkeriet blev den 31-årige erklæret død, mens den 35-årige fortsat er i kritisk men stabil tilstand.
Nu opfordrer Københavns Politi gerningsmanden bag knivstikkeret om at melde sig selv.
Københavns Politi modtog anmeldelsen om knivstik klokken 20.03 onsdag aften. Kort tid efter var patruljen fremme, og de sårede blev kørt på hospitalet.
Her blev den 31-årige kort efter erklæret død.
Siden gik politiets jagt ind på gerningsmanden, som endnu ikke er fundet.
Allerede onsdag aften stod det dog klart, at politiet var i besiddelse af billedmateriale, som viser gerningsmanden.
En klar formodning om gerningsmands identitet
Gennem efterforskningen har politiet talt med flere vidner, og sammenholdt med videooptagelsen af manden har myndighederne nu et klart billede af, hvem manden er.
- Vi har med hjælp fra vidner og optagelsen af knivstikkeriet et godt billede af, hvem der er gerningsmanden, og ham leder vi efter lige nu.
- Er der vidner, der ved, hvem han er og hvor han befinder sig, så hører vi selvfølgelig gerne fra dem, og jeg vil også opfordre ham til selv at kontakte os, siger politikommissær Peter Kamp fra Københavns Politi.
Årsagen til knivstikkeriet er endnu ikke klarlagt, men noget tyder på, at de tre personer har haft et skænderi på værtshuset før knivstikkeriet. Ifølge politiet er det ikke vurderingen, at sagen er banderelateret.
Politiet: Del ikke video
Videoklippet af hændelsen er voldsomt, og derfor opfordrer politiet til, at det ikke deles på internettet.
- Det er nogle voldsomme optagelser, som ikke skal ud og florere på nettet. Har man billeder eller optagelser af hændelsen, kan man overdrage dem til politiet og ikke andre, siger Peter Kamp.
Københavns Politi har torsdag valgt at indsætte den mobile politistation på Peter Sabroes Gade torsdag i tidsrummet 8-12 og 15-18.
Her kan borgere, som har viden eller er bekymrede efter hændelsen, komme og tale med politiet.