Politikere reagerer på sag om byggesjusk på skole: "Det er simpelthen ikke godt nok"
Skolen på Islands Brygge har ifølge Københavns Lærerforening haft 92 sager om byggesjusk på bare ni måneder. Nu mener politikere, at økonomiforvaltningen må tage ansvar.
Etårs jubilæet for nybyggeriet på Skolen på Islands Brygge bliver fejret med byggesjusk-sager i hobetal.
Defekte låse og håndtag, mangel på sug og gas i naturfagslokaler og en massiv vandskade er bare nogle af de mange problemer, som skolen har oplevet i dens korte levetid.
Det fortæller KLFnet, et uafhængigt medie under Københavns Lærerforening.
Ifølge medlemmer af Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg, er det uacceptabelt at lade børn og personale have deres daglige gang i en bygning fyldt med byggesjusk.
- Det er simpelthen ikke godt nok! Sådan kan vi ikke behandle vores børn. De fortjener de allerbedste undervisningsfaciliteter, siger Emil Sloth Andersen (R), der er medlem af Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg.
Den holdning deler Heidi Wang (V), der også af medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.
- Det er simpelthen så utilstedeligt. Det er unfair! Det er så forfærdeligt for børnene, lærerne og alle de medarbejdere, der går i det her byggesjusk, siger hun.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Foto: Robbin Marc Trifunovic / TV 2 Lorry
Forvaltningen må tage ansvar
Ifølge medlemmer af Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg, er det på tide, at Økonomiforvaltningen, der står for nybyggeri i København, tager ansvar for byggesjusk i skolebyggerier.
- Det er simpelthen et ledelsesproblem, og det er selvfølgelig Økonomiforvaltningen, der er ansvarlig for alt i bygningen, og det er deres chef, overborgmesteren (Sophie Hæstorp Andersen (S) red.), der virkelig skal tage ansvar for det her, siger Heidi Wang.
Ifølge Emil Sloth Andersen, er det forvirrende at finde ud af, hvem der egentlig står med ansvaret for at få rettet op på byggesjusken i forbindelse med skoleprojekter i København.
- Jeg vil have gravet i denne her sag. Jeg vil se, hvor at bolden og ansvaret helt præcis ligger, med henblik på, at vi undgår det fremover. For det er fuldstændig tydeligt, at det går galt, når de her skoler skal bygges, siger han.
I et skriftligt svar til TV 2 Lorry skriver Økonomiforvaltningen:
- Økonomiforvaltningen kan ikke genkende billedet af en skole, der ikke har været klar til at blive taget i brug. Der vil ofte blive opdaget fejl og mangler i forbindelse med ibrugtagning af nybyggeri, og det har også været tilfældet på Skolen på Islands Brygge. Vi har en god og konstruktiv dialog med skolen, og vi arbejder løbende på at få udbedret de fejl og mangler, der er konstateret i byggeriet.