Oversigt

Seneste nyt

Problemer med vand: Flere metrostationer lukket ned

OPDATERET: Der er ingen metrodrift mellem Nørreport Station og Christianshavn Station.

Flere metrostationer er lukket ned som følger af vand i metrotunnellen ved Kongens Nytorv.

Det oplyser Metro Service til TV 2 Kosmopol.

- Stationerne er lukket af. Der er vand nede i tunnellen. Beredskabet er på vej, og vores teknikere er på vej, siger Jette Clausen, der er kommunikationskonsulent i Metro Service, til TV 2 Kosmopol.

Jette Clausen fortæller, at der ikke er nogen mennesker nede i metroerne, og selskabets stewards er til stede for at lukke af.

Tidligere torsdag var togdriften mellem Lindevang og Øresund og Lindevang og DR Byen indstillet kortvarigt.

Årsagen til, at der er kommet vand i tunnellen vides endnu ikke.

Derudover oplyser Jette Clausen, at rejsegarantien er iværksat.