Provo-kunstner: "Coop har slået Irma pigen ihjel, så jeg holder hende i live"
Kunstner protesterer mod Irma-lukning med sit nyeste værk, hvor Irma-pigen har fået en særlig makeover. Coop har ingen kommentar til sagen.
Alle kender den ikoniske Irma-pige, som den fromme og pæne pige, der samler æg i sin kurv.
Men forestil dig hende så være knap så uskyldig med en smøg i mundvigen og med et beskidt ordforråd.
Det er nemlig sådan, hun fremstår i et nyt kunstværk, der har til formål at kritisere Coop, der tilbage i januar besluttede at lukke Irma-kæden.
En beslutning, der vakte stor opstandelse og affødte flere demonstrationer fra sure og triste kunder, der gerne ville besvare den 137 år gamle supermarkedskæde.
En af de utilfredse er kunstneren Søren Vilhelm, der juridisk har skiftet navn til Love Party, og som ejer butikken Artpusher.
Hans frustration afspejler sig i den kunst, han laver. Han har derfor valgt at tage Irma-pigen under ”kærlig behandling” og kreeret en plakat, hvor hun viser sig fra sin noget mørkere og rebelske side, når hun med en spraydåse i hånden har skrevet ”FUCK COOP”. Mens hun pulser på en cigaret.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Artpusher
- FUCK COOP er grundlæggende symbolet på frustrationen, jeg føler over Coops beslutning om at lukke Irma, siger Love Party til TV 2 Kosmopol.
Selv siger han, at hans kunst skal illustrere, at Irma-pigen er blevet voksen.
- Hun er ikke ejet af Coop mere, men er flyttet hjemmefra, lyder det fra kunstneren.
Blev lagt ned af bestillinger
I kølvandet på Coops meddelelse om, at Irma skulle lukke, blev der blandt andet hamstret Irma-varer i stor stil, der blev lavet støttegrupper på Facebook, underskriftindsamlinger blev sat i værk, og i Ordrup blev der sågar dannet en menneskekæde om den lokale butik, mens der blev sunget ”De kan ikke slå os ihjel” – og der er Love Party enig.
- Coop har slået Irma pigen ihjel, så jeg holder hende i live med min kunst.
Artpusher Gallery opdagede da også, at der også var en del andre, der ville holde hende i live.
- Da vi lagde plakaten op, havde jeg sat min telefon på forstyr ikke. Men da jeg vågnede næste morgen, var der 239 bestillinger. Det er altså mere, end hvad vi solgte hele sidste år.
Og det er ikke kun kunstneren – men også privatpersonen Love Party – der er oprørt.
- Jeg synes som forbruger, at det er umådeligt trist, at man slagter Danmarks mest progressive og fremsynede supermarked. Irma var et fyrtårn i et hav af discount, siger han.
Irma pigen kommer i mange modeller
’FUCK COOP’ værket er ikke Love Partys første kunstneriske møde med Irma-pigen.
Kunstnerens forhold til Irma-pigen startede i sommeren 2022, da han i samarbejde med Roskilde Festival tegnede ’Soundboks Irma Pigen’.
Det fik dengang Irmas nu tidligere kædedirektør, Jan Erik Larsen, op af stolen. Han skrev en mail til kunstneren, hvor han straks opfordrede ham til at indstille hans – efter egen opfattelse - ulovlige aktivitet, fortæller Love Party.
- Han var dog samtidig blevet så interesseret i min kunst, at han inviterede på kaffe.
Kaffemødet udviklede sig, og siden da har Jan Erik Larsen og Love Party arbejdet sammen om flere kreative tiltag, der havde til formål at gøre Irma interessant for yngre forbrugere.
- Irma-pigen er 137 år gammel, og hun er et symbol på uskyldighed. Hun må jo være noget af det mindst krænkende, og det er også derfor, jeg som kunstner synes, at det er sjovt at gøre hende lidt mere rebelsk. Derfor har jeg sammen med min grafiker i løbet af de sidste 6-7 måneder tegnet og malet hundredvis af forskellige Irma-piger, fortæller Love Party.
- Det var lidt en gimmick - et forsøg på at gøre Irma pigen mere moderne, bekræfter Jan Erik Larsen over for TV 2 Kosmopol.
Projektet skulle have været fremlagt for Coop i slut januar, men lukningen af Irma endte med at spænde ben for samarbejdet.
Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef i Coop, oplyser til TV 2 Kosmopol, at han har set værket, men at Coop ikke vil kommentere på sagen.
Love Party er i øvrigt stifter af partiet, der går under samme navn. Partiet The Love Party blev stiftet i 2011, og det bryster sig af at være verdens mest politisk ukorrekte parti.