Rasmus våger over døende i deres sidste tid: "Man kan høre på vejrtrækningen, når det er tid"
Når et menneske nærmer sig livets afslutning, er det frivillige som 26-årige Rasmus Holmen, der skaber tryghed og ro i den sidste tid.
- Mit hovedformål er at give noget til andre mennesker. For mig er det en ære at være en del af den sidste tid.
Sådan siger 26-årige Rasmus Holmen, der er frivillig i Røde Kors' Vågetjeneste.
Tjenesten er et tilbud til mennesker, der nærmer sig livets afslutning, og som ikke har andre, der kan være hos dem, når livet rinder ud.
- Vi kan være flere frivillige, der sidder hos den samme person på skift, forklarer Rasmus Holmen.
- Når jeg ankommer, introducerer jeg altid mig selv. Også selvom personen ikke altid kan svare. Selvom man ikke har vekslet et ord, knytter man stadig et særligt bånd, som jeg ikke har oplevet andre steder, tilføjer han.
Vågetjenesten bliver tilkaldt, når den døende eller den døendes familie har ytret ønske om det. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor familien til den døende er for lille til, at de pårørende selv kan holde deres familiemedlem ved selskab.
Oplevede dødsfald på første vagt
Selvom døden er det uundgåelige og forventede udfald af de besøg, Vågetjenesten aflægger, er det ikke givet, at man som frivillig oplever det hver gang, siger Rasmus Holmen.
For ham er det kun sket én gang. Endda på den allerførste vagt.
- Jeg kunne høre det på vejrtrækningen, da jeg kom ind i rummet. Hvis man ikke har hørt det før, er det svært at forklare. Jeg kunne mærke, at hun kæmpede for at få vejret, og i den situation valgte jeg at sige til hende, at det var okay at give slip. Det var som om, hun lyttede, for vejrtrækningen blev mere rolig, og cirka fem minutter senere holdt den helt op, husker han.
Hans første vagt fandt sted på Bispebjerghjemmet på Nørrebro i København. Her er de generelt meget tilfredse med samarbejdet med Vågetjenesten, fortæller forstander Helle Ravn.
- Det er selvfølgelig et dejligt supplement til vores faste medarbejdere, som ikke altid har mulighed for at sidde fast vagt. Især ikke om natten, hvor bemandingen er på et minimum siger hun og tilføjer:
- De beboere, der ikke har pårørende, der kan sidde hos dem, får et meget roligere forløb med Vågetjenesten end uden.
Der er i øjeblikket cirka 500 frivillige fordelt på lokalafdelinger af Vågetjenesten i Region Hovedstaden, oplyser Røde Kors.
I videoen i toppen af artiklen kan du høre om Rasmus Holmes meget personlige årsag til, at han fik lyst til at melde sig som frivillig i Vågetjenesten.
_