Sådan stiger parkeringstaksterne i København
I Københavns største parkeringszone stiger taksten på parkering med 72 procent til 43 kroner pr time. Få det fulde overblik over prisstigningerne her.
Der er store og dyre nyheder til de Københavns bilister i den budgetaftale, som mandag er blevet præsenteret.
For at mindske udefrakommende trængsel i København er parterne i Københavns Borgerrepræsentation nemlig blevet enige om at afsætte midler til at justere betalingszonerne.
Det betyder med andre ord, at der er lagt op til store stigninger i kommunens parkeringstakster.
Den nuværende zoneinddeling forbliver, mens taksten i grøn zone hæves til taksten i rød zone, taksten i blå zone hæves til taksten i grøn zone og taksten i gul zone hæves til taksten i blå zone.
Du kan se Københavns nuværende zoneinddeling på kortet nedenfor.
De grønne parkeringszoner dækker det største område i København, og her stiger prisen per time fra 25 kroner i timen til 43 kroner. Det svarer til en prisstigning på 72 procent.
Det sker, når de grønne zoner ifølge Københavns Kommune budgetaftale for 2025 takseres som røde zoner.
Samtidig skal de blå zoner i fremtiden afregnes som de grønne, og derfor stiger timeprisen fra de nuværende 16 kroner til 25 kroner. En stigning på 56 procent.
Heller ikke de gule zoner skånes af de københavnske politikere, hvor taksten bliver som i de blå parkeringszoner, og timeprisen vokser derfor fra de nuværende 12 kroner til 16 kroner. Så når man parkerer i en gulzone, skal man have 33 procent flere penge op af lommen.
- Det er ikke, fordi vi tjener styrtende på det her, fordi det er viseligt indrettet, at staten snupper indtægterne, siger Lars Weiss (S), som er konstitueret overborgmester i Københavns Kommune.
- Når vi går ind og regulerer på parkering, er det for at regulere adfærden for Københavnere og dem, der kommer udefra, udtaler Weiss på pressemødet, hvor budgetaftalen for 2025.
Politikerne bag budgetaftalen begrunder de store takststigninger med, at de vil mindske udefrakommende trængsel i København.