Sag om knivdrab på 15-årig ankes ikke
Den 13. november blev en 15-årig dreng idømt tre års fængsel, efter han blev fundet skyldig i medvirken til vold med døden til følge mod jævnaldrende.
Offeret, en 15-årig dreng, blev i maj stukket ihjel ved et busstoppested i Husum.
I forbindelse med retsmødet i november udbad den 15-åriges forsvarsadvokat, Hassan Mahmood, sig betænkningstid i forhold til, om dommen skulle ankes.
Men nu står det klart, at dommen ikke ankes. Det skriver Sjællandske Nyheder.
- Vi har valgt at acceptere dommen. Vi foretog en vurdering, og jeg lettet over der skete frifindelse for medvirken til drab, som min klient har nægtet sig skyldig i helt tilbage fra grundlovsforhøret. Jeg procederede for, at det skulle være medvirken til grov vold med døden til følge, så jeg synes, vi er endt med den rette dom, siger Hassan Mahmood til mediet.
Københavns Politi mener, at det var en 14-årig dreng, som førte kniven under knivstikkeriet i maj. Den 14-årige dreng kan dog ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder. Hans sag skal i stedet behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.