Se billederne: Kirsebærtræer blomstrer på Bispebjerg – forventer 150.000 besøgende
Det populære udflugtsmål på Bispebjerg Kirkegård er på ny klar til at tage imod de mange besøgende, der vil opleve den flotte allé med kirsebærtræer.
Opdatering klokken 09.07:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger om tiltag og forholdsregler samt udtalelser fra enhedschefen i Københavns Kommune.
Okay, nok når Bispebjerg ikke Japan til sokkeholderne i entusiasme omkring kirsebærblomstring - eller sakura, som det hedder derovre - men det er alligevel lidt af et tilløbsstykke, der nu åbenbarer sig på en kirkegård i København.
Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård med de 43 træer er nemlig så småt begyndt at blomstre.
Det er vanen tro ensbetydende med en valfart mod den nordvestlige del af København.
Kommunen har tidligere estimeret 150.000 besøgende på den blot 80 meter lange allé i løbet af de relativt få dage, hvor blomstringen finder sted.
Og igen i år forventes en regulær folkevandring mod - og op og ned ad - alléen på den københavnske kirkegård.
Derfor er Københavns Kommune nu ude med en række tiltag og forholdsregler, som de opfordrer besøgende til at følge.
(Artiklen fortsætter efter billederne.)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix / Privatfoto
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix / Privatfoto
Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård
Kirsebæralléen er anlagt i 1992 og består af 43 træer fordelt på hver side af en strækning på cirka 80 meter.
Københavns Kommune har ved tidligere lejligheder forventet, at op imod 150.000 gæster besøger Kirsebæralléen i løbet af de dage, hvor alléen blomstrer.
For det første opfordres besøgende til at følge den ensretning til og fra kirsebæralléen, som forskellige skilte guider til, når man træder ind på kirkegården.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
For det andet opfordres besøgende til at benytte indgangen ved Frederiksborgvej 125.
- Vi glæder os hvert år til det store rykind, som kirsebærtræernes blomstring afstedkommer. I år vil der være en ensretning af vejen til og fra Kirsebæralléen, og på selve alléen kan man frit gå frem og tilbage. Erfaringer fra tidligere har nemlig vist, at en ensretning på dele af stierne kan være med til at give et bedre flow og en bedre oplevelse for de mange besøgende, udtaler Jakob Tamsmark, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Sidste år blomstrede kirsebærtræerne omkring den 12. april, hvorfor årets forårsbebuder er en kende tidligere på den.
(Artiklen fortsætter efter billederne.)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix / Privatfoto
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix / Privatfoto
Japanske kirsebærtræer
Egentlig hedder træsorten Prunus ‘Accolade’ eller Prunus subhirtella, men i daglig tale kendes den som japansk kirsebærtræ.
Japanske kirsebærtræer blomstrer i tre til fire uger.
Blomstringen kulminerer i den anden og tredje uge, hvorefter de begynder at afblomstre.
Træerne blomstrer typisk midt i april i Danmark, men forventes i år allerede at blomstre i næste uge.
Foruden tiltagene og og forholdsreglerne har Københavns Kommune desuden en række anbefalinger til besøgende, som de fortsat henviser til overholdes.
Dem viderebringer vi her:
Undlad at plukke blomster og grene – derved hjælper man med at passe på træerne.
Græsplæner kan være gravsteder – det er derfor ikke tilladt at opholde sig på plænerne.
Vis fortsat hensyn på kirkegården – der holdes begravelser og urnenedsættelser i nærheden.
Sidstnævnte gælder særligt ved Søndre Kapel når det er højtidelighed, da kapellet ligger op ad Kirsebæralléen.
- Desværre har vi før oplevet, at besøgende ikke har vist tilstrækkeligt hensyn til dem, som er på kirkegården af helt andre årsager. Det kan være efterladte, som sørger over et afdødt familiemedlem, og de har altså førsteprioritet, siger Jakob Tamsmark og fortsætter:
- De er der ikke for at glædes over blomstrende træer, men for at finde ro, og det skal der være plads til. Så vær opmærksom, når du besøger kirkegården og udvis den omtanke.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Københavns Kommune
Sidste år blomstrede kirsebærtræerne omkring den 12. april, hvorfor årets forårsbebuder er en kende tidligere på den.
Og hvis man ikke kan få nok af kirsebærtræer - eller bare vil opleve dem et andet sted end Bispebjerg dette forår - så har vi samlet en række gode alternativer til Kirsebæralléen.
11 alternativer til Bispebjergs berømte kirsebærblomster
Langelinie Park, København
Islands Brygge, København
Kongens Have, København
Tivoli, København
Assistens Kirkegård, København
Den Sorte Plads, København
Sønder Boulevard, København
Botanisk have, København
Amaliehaven, København
Byparken, Tårnby
Hostrup Have, Frederiksberg