Oversigt

Seneste nyt

Skadedyrsbekæmper med gevær udløste massiv politi-indsats

Københavns Politi rykkede onsdag morgen ud med en større indsats i Bystævneparken i Brønshøj.

Meldingen var, at en mand var set med et gevær på et tag.

- Vi har haft en stor indsats. Vi fik en anmeldelse om en mand med et gevær på et tag. Det tager vi meget alvorligt, så vi faciliterer en større indsats i Bystævneparken, siger politiets vagtchef Martin Kajberg.

Det viste sig dog at være en mand, som var bestilt til at skyde skadedyr, fortæller vagtchefen.

- De har ikke underrettet os om det. Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, når vi hører om en mand på en beboelsesejendom med en riffel, siger han.

Politiet skal nu finde ud af, hvad det får af efterspil for det firma, der ikke havde givet politiet besked om, at det havde sendt en mand ud for at skyde skadedyr.

- Man skal orientere os om det, siger Martin Kajberg.

Politiet fik anmeldelsen klokken 08.26. Den operative indsats varede knap halvanden times tid.

Der vil dog onsdag formiddag være en tryghedsskabende indsats på stedet, fortæller vagtchefen.

Politiet opfordrer i øvrigt til, at hvis man har et legalt ærinde med noget, der ligner et våben, så skal man huske at orientere politiet om det.