Skal du ind og se den nye konge? Her er søndagens program
Frederik går fra at være kronprins til konge af Danmark, men hvordan kommer det egentlig til at foregå? Få svaret her.
Dronningen overraskede Danmark i sin nytårstale få timer inden årsskiftet.
Nu er det fulde program for søndagens troneskifte offentliggjort.
Det sker i en pressemeddelelse fra Kongehuset.
Dronningen vil køre fra Christian IX’s Palæ til Christiansborg i Guldbryllupskareten, som er den nyeste af de kongelige kareter, fra 1892. Kronprinseparret og prins Christian vil køre i bil.
På Christiansborg vil et statsråd foregå, hvor dronningen underskriver erklæringen om sin abdikation.
I det øjeblik, hvor dronningen sætter sin underskrift, vil troneskiftet ske, og kronprins Frederik vil kunne kalde sig konge af Danmark.
Det vil være muligt at se Kong Frederik 10. klokken 15.00, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot. Her vil statsministeren proklamere tronskiftet.
Som et symbol på tronskiftet vil det nyudråbte kongepar køre hjem fra Christiansborg til Frederik VIII’s Palæ i kareten, mens dronningen får bilen til hjemturen.
Du kan se ruten herunder:
Søndagens fulde program
Kl. 13.35 Kronprinsparret og prins Christian kører fra Amalienborg
Kronprinsparret og prins Christian kører fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg til Christiansborg Slot.
Kl. 13.37 H.M. Dronningen kører fra Amalienborg
Dronningen kører fra Christian IX’s Palæ på Amalienborg til Christiansborg Slot. Hun bliver eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Kl. 14.00 Statsråd på Christiansborg Slot
Her vil dronningen, kronprinsen og prins Christian deltage sammen med regeringen og statsrådssekretæren.
I det øjeblik, hvor dronningen underskriver erklæringen om sin abdikation indtræffer troneskiftet, så kronprins Frederik bliver konge.
Kl. 14.15 Dronning Margrethes afgang fra Christiansborg Slot
Dronning Margrethe kører tilbage til Christian IX’s Palæ på Amalienborg.
Kl. 14.30 Kongeparret afholder kur for særligt indbudte på Christiansborg Slot
Kl. 15.00 Proklamation fra balkonen på Christiansborg Slot
Her vil Kong Frederik 10. træde ud på balkonen på Christiansborg Slot, hvorefter statsministeren proklamerer tronskiftet.
Kongen taler og afslutter med sit personlige valgsprog for første gang.
Kl. 15.10 Æressalut fra Batteriet Sixtus
Efter proklamationen saluteres med 3 x 27 skud fra Batteriet Sixtus på Holmen, København.
Kl. 15.10 Kongeflaget nedtages og genhejses på Amalienborg
Efter proklamationen nedtages Kongeflaget på Christian IX’s Palæ, dronningens hjem, og hejses herefter på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, som er det nye kongepars hjem.
Kl. 15.30 Kongeparret kører fra Christiansborg Slot
Efter proklamationen kører Kongeparret i Guldbryllupskareten eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Christiansborg Slot til Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kl. 17.00 Overførsel af de kongelige faner
Overførsel af de kongelige faner fra Christian IX’s Palæ til Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kilde: Kongehuset og TV 2.