Udskudt: Skyldskendelse om skuddrabet, der lukkede Pusher Street
Opdatering:
Ifølge Ritzau er skyldskendelsen udsat til tirsdag den 3. december.
Københavns Byret afsiger skyldkendelse i dag, torsdag, i en sag, hvor fem mænd er tiltalt for at have dræbt en 30-årig mand på Christiania i forbindelse med et skyderi i bygningen Stjerneskibet. Flere andre blev såret.
Sagen blev indledt 12. august og er blevet behandlet over en lang række dage. Hvis de tiltalte findes skyldige, ventes procedure om straf umiddelbart efter. Udmålingen af en eventuel straf ventes først fredag.
Dette drab blev starten til slutningen på Pusher Street. 6. april i år valgte christianitterne at rydde gaden og fjerne både belægning og hashboderne.