Smart løsning: Kommune skal bruge kildevand til at vande blomster og træer
Roskilde Kommunes planter og træer bliver fremadrettet endnu "grønnere". Det sker efter, at de skal bruge lokalt kildevand til at vande deres blomster og træer.
De fleste forbinder nok kildevand med det, der kan købes på flaske, men i Roskilde kan det snart få en anden betydning.
Roskilde Kommune skal i hvert fald til at vande sine buske, blomsterbede og træer med kildevand – og det er ikke med det på flaske.
Forsyningsselskabet Fors A/S, der blandt andet leverer vand og renser spildevand i Roskilde og Lejre Kommuner, er ved at bygge et anlæg, der skal samle kildevand fra Maglekilde i Roskilde.
Kildevandet skal bruges til at vande de planter og buske, der er i Roskildes parker – parker, der tidligere er blevet vandet med rent drikkevand fra hanen.
Et bidrag til den grønne omstilling
Kommunen har førhen brugt kildevandet fra Maglekilde til at vande planter – dog blot på forsøgsbasis.
På baggrund af det forsøg, som blev foretaget i sommeren 2020, bliver det nu en permanent ordning, og ifølge Marie Brammer Nejrup, der er projektleder i Fors A/S, er udnyttelsen af de underjordiske kilder et væsentligt bidrag til den grønne omstilling.
- Rent grundvand er en knap ressource, som vi skal værne om, så også kommende generationer har fri adgang til drikkevand af høj kvalitet. Derfor giver det mening, at vi i samarbejde med Roskilde Kommune nu benytter denne mulighed for at aflaste vores grundvandsressourcer, så blomster og træer så at sige bliver endnu grønnere, siger projektleder Marie Brammer Nejrup, i en pressemeddelelse.
Nedgravningen til de to store vandtanke, der skal indsamle kildevandet, begynder snarest.
Vandtankene kan til sammen indeholde syv kubikmeter kildevand, og når arbejdet er færdigt, og de nødvendige kvalitetstests er foretaget, kan Roskilde Kommune hente kildevand til vanding af sine grønne områder.
Kildevand kan bruges til meget andet
For nu er kildevandet forbeholdt kommunens planter, men ifølge Marie Brammer Nejrup kan vandet principielt også bruges til mange andre formål.
- Det kan være brandsprøjter, spulevogne eller andet. Der er mange muligheder, og jeg er rigtig glad for, at vi sammen med Roskilde Kommune nu har taget dette skridt og genbruger vand fra kilden lokalt, så vi stopper vandspild og mindsker presset på vores drikkevandsressource, siger Marie Brammer Nejrup i pressemeddelelsen.
Fors A/S’s kommunikationskonsultent, Casper Suk Thorlacius, oplyser til TV 2 Kosmopol, at de har kendskab til andre projekter, hvor man genbruger regnvand.
Det er noget, som de også selv arbejder med, så de kan mindske vandspild.
- Det er dog ret unikt, at vi har adgang til en sund kilde midt i byen, og det udnytter vi nu, så vi kan mindske presset på vores grundvandsressourcer, siger Casper Suk Thorlacius.