Socialdemokratiet i frontalangreb på Enhedslisten: "Håber, de vil lægge den rå champagnekapitalisme på køl"
En udtalelse fra Enhedslisten om, at København ikke må vokse sig større end i dag, har fået Socialdemokratiets Laura Rosenvinge til at rette skarp kritik af partiet.
I sidste uge bragte vi her på TV 2 Kosmopol et portræt af Enhedslistens folketingspolitiker Jette Gottlieb, og især en udtalelse har efterfølgende bragt sindene i kog inde på Københavns Rådhus.
- Efter min mening skal København ikke vokse yderligere på resten af landets bekostning, og det vil sige, jeg ser det som et skræmmebillede, hvis man gør København til mere end halvdelen af Danmarks befolkning, udtalte Jette Gottlieb blandt andet.
Lige netop det citat har fået socialdemokratiets Laura Rosenvinge til tasterne i Berlingske, hvor hun blandt andet kalder Enhedslisten for champagnekapitalister.
- Jeg mener, at alle dem, der har en bolig i dag i København, kan skåle, fordi deres friværdi jo kun vil blive højere, hvis Enhedslisten får deres vilje, så de kan jo skåle i champagne og sende en gylden tanke til Enhedslisten, lyder kritikken fra Laura Rosenvinge.
Enhedslisten tager afstand fra Gottlieb
Laura Rosenvinge peger på, at prognoserne viser, at der kommer til at være 100.000 flere i København i 2050, end der er i dag.
Derfor mener hun, at der er der brug for flere almene boliger, som der allerede er mangel på i dag.
I den forbindelse rejser hun kritik af Enhedslisten på grund af Jette Gotlieb udtalelser, men Enhedslisten selv tager afstand fra deres folketingspolitiker.
- Det kan jo godt være, der er enkelte medlemmer af Enhedslisten, der har den holdning, men den klare politik fra Enhedslisten i København er, at vi gerne vil have flere almene bolig i København, og det er det, vi kæmper for hver dag, understreger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod.
Men selvom Enhedslisten tager afstand fra udtalelserne fra Jette Gottlieb, så mener Laura Rosenvinge, at partiets ageren de senere år har vist, at de ikke er interesseret i flere almene boliger.
- Det gør jeg, fordi jeg jo i praksis har set, at det er Enhedslistens politik. De var i sidste valgperiode det parti, der stemte for færrest almene boliger, selv Venstre og Konservative stemte for flere, siger Laura Rosenvinge.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Stemte ’nej’ til almene boliger sidste valgperiode
Ved sidste valgperiode stemte Enhedslisten faktisk kun ’ja’ til godt en tredjedel af de etagemeter alment boligbyggeri, som politikerne på rådhuset stemte for.
Men ifølge Enhedslisten ser det billede helt anderledes ud nu.
- I denne her valgperiode har vi stemt for alle forslag til almene boliger. Der er kaffe på kanden, så lad os sætte os sammen og se, hvor vi kan bygge de almene boliger, siger Line Barfoed.
Partiet sagde blandt andet ’nej’ til byggerier på Amager Fælled for at beskytte den vilde natur, som altså spillede ind på flere af deres nej-stemmer.
- Det er altid en balance i forhold til naturen, og vi har nogle dejlige naturområder i vores by, men vi må ikke blive en rigmandsghetto, og det kræver, at vi bygger almene- og ejerboliger nu, siger Laura Rosenvinge.
Hvor om alting er, så er der kommunalvalg til næste år – så den hårde tone og mudderkast, skal vi måske vænne os til.
- Der er altid lidt valgkamp i politik, så det kan sagtens være, slutter Line Barfod.