Stor demonstration for Ukraine: På den russiske ambassade blev gardinerne trukket for
Demonstranter markerer toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
En større mængde demonstranter er lørdag til stede foran den russiske ambassade på Østerbro i København.
Med flag og skilte i gult og blåt viser de deres støtte til det ukrainske folk på toårsdagen for Ruslands invasion.
- Husk Ukraine - husk hvad vi kæmper for, står der i facebook-eventet til demonstrationen.
Der forventes at omkring 1000 mennesker er mødt op, ifølge Facebook. Arrangørerne forventer dog omkring 2000.
Udover demonstranter er der også en række prominente talere til demonstrationen - heriblandt forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Justitsminister Peter Hummelgaard (S) samt Københavns Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S),
- Det her er en dato, der kræver, at vi alle har en smule eftertænksomhed og tænker på, hvad ukrainerne gennemlever hver eneste dag og har skullet gennemleve de seneste to år, siger Hummelgaard til TV 2 inden sin tale.
Ambassade ruller gardiner for
På den russiske ambassade blev vinduerne lukket og gardinerne trukket helt for.
Billeder fra stedet viser, at der er dukket tre kvinder op til demonstrationen med russiske flag - i hvad der kunne ligne en moddemonstration.
En betjent har i hvert fald stillet sig op foran de tre kvinder.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er organisationerne Frihed for Ukraine og AUD (Association af Ukrainere i Danmark, red.), som står bag demonstrationen.
Det er uvist, hvor mange der er dukket op til lørdagens demonstration foran den russiske ambassade i København. Men arrangørerne forventer, at der kommer op mod 2000 demonstranter.