Tarek optager, når folk råber abelyde efter ham eller siger, han ikke er dansker
Tarek Ziad Hussein troede ikke, der fandtes strukturel racisme, før han som 21-årig flyttede til København, hvor han oplevede det for første gang. Siden er han begyndt at optage når folk råber abelyde efter ham. - Den eneste måde, vi kan komme racisme til livs på, er ved at have den her samtale og anerkende, at det rent faktisk foregår derude, siger han.
Tarek Ziad Hussein havde aldrig oplevet diskrimination, før han som 19-årig flyttede til København.
Det var i hans søgen efter en lejlighed, at han første gang oplevede den diskrimination, han før blot havde hørt genfortalt fra andre.
Jeg tør ikke tage risikoen med sådan nogle som jer. Jeg ved jo ikke, om du er bandemedlem, eller om nogen i din familie er kriminelle.
Efter at have sendt i omegnen af 150 ansøgninger til private udlejere afsted i sit eget navn uden respons, forsøgte han sig i stedet med klassiske etnisk danske navne som Peter eller Thomas. Og pludselig blev han inviteret til flere fremvisninger.
Men i mødet med en af de potentielle udlejere, blev det klart for Tarek, at det var umuligt for ham at undgå, at hans etnicitet forpurrede boligjagten. Svaret fra den etnisk danske mand, der åbnede døren, var nemlig ganske ublu.
- Du virker rigtig flink, Tarek. Men jeg tør ikke tage risikoen med sådan nogle som jer. Jeg ved jo ikke, om du er bandemedlem, eller om nogen i din familie er kriminelle.
Sådan husker Tarek de kontante ord. Og de chokerede ham.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Tarek Ziad Hussein
Født 1992. Uddannet jurist fra Københavns Universitet. Bor i Ishøj og arbejder som specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder.
Har skrevet bogen 'Det sorte skæg - om at være dansk muslim' og har i mere end ti år været aktiv debattør - blandt andet som fast klummeskribent på Politiken.
Indtil den dag havde han været overbevist om, at hvis han bare kæmpede hårdt nok for at indfri sine drømme, var hans etnicitet ligegyldig.
- Jeg havde selvfølgelig hørt om diskrimination fra andre, men jeg havde aldrig selv oplevet det. Og jeg havde måske også en idé om, at det var en slags offerfortællinger. Og at hvis jeg bare var dygtig nok, var min etnicitet ligegyldig, forklarer Tarek Ziad Hussein.
- Men det var som om, at noget brast inden i mig den dag. Fordi jeg fandt ud af, at uanset hvor godt jeg gør det, kan og vil min etnicitet altid stå i vejen for de ting, jeg drømmer om.
Vi skal anerkende, at det rent faktisk foregår derude
Hændelsen endte i et debatindlæg i Politiken og blev starten på et årtis engagement i den offentlige debat for Tarek Ziad Hussein. For at forsøge at være en stemme for de unge danske muslimer, der ikke selv har en stemme i debatten.
Og nu har han taget nye midler i brug for at trænge igennem debatten. Han er nemlig begyndt at optage de episoder, hvor han oplever, at andre er racistiske. Han vil bevise, at racisme og diskrimination også rammer helt almindelige mennesker som ham selv.
- Den eneste måde, vi kan komme diskrimination og racisme til livs på, er netop ved at have den her samtale og anerkende, at det rent faktisk foregår derude, forklarer han.
Måske er det især i København, at vi har en tendens til at affeje de her episoder som noget, der ikke har noget med os at gøre.
- Jeg har oplevet, at nogen råbte abelyde efter mig, og jeg har stået på Bakken og overhørt en samtale om, hvor forfærdeliget tørklædet er, og at jeg og mine ligesindede sikkert ikke taler ordentligt dansk.
Er de her eksempler, du har optaget, ikke blot eksempler på nogle få tosser, snarere end et strukturelt problem?
- Det er let nok at affeje de her episoder som nogle få rådne æbler. Som man altid oplever, synes jeg, når folk står frem i offentligheden og fortæller om deres oplevelser. Men i virkeligheden har vi et hav af undersøgelser i Danmark, der viser, at diskrimination er et vilkår for rigtig mange etniske minoriteter.
- Og måske er det især i København, at vi har en tendens til at affeje de her episoder som noget, der ikke har noget med os at gøre. Vi betragter os selv som tolerante og som nogen, der stemmer på de rigtige politiske partier.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Diskrimination blandt unge københavnere
København Kommunes Medborgerskabsundersøgelse fra 2021 viser, at 48 procent af unge københavnere med ikke-vestlig oprindelse har følt sig diskrimineret inden for det seneste år. Blandt de personer, som har følt sig diskrimineret, har 72 procent følt sig diskrimineret på baggrund af deres etnicitet.
Diskrimination foregår ofte i offentlige transportmidler, hvor 45 procent af personer med ikke-vestlig oprindelse har følt sig diskrimineret, mens tallet for unge københavnere med vestlig oprindelse er 24 procent. Det samme gør sig gældende i forbindelse med ansøgninger, hvor 30 procent med ikke-vestlig baggrund har følt sig diskrimineret, sammenlignet med 16 procent for folk med vestlig baggrund.
Du kan læse flere af undersøgelsens konklusioner her.
Opfordrer andre til at reagere
Udover de ubehagelige udfald mod Tarek Ziad Husseins etniske ophav, bevidner optagelserne også, hvordan Tarek undervejs forsøger at konfrontere de pågældende personer og sige fra.
- Jeg har en dyb tro på, at når man oplever grænseoverskridende adfærd i det offentlige rum, skal man tage ejerskab over sin egen historie. Og jeg vil gerne opfordre alle andre til at reagere, når de oplever racisme eller diskrimination, understreger han.
- Det gør man ved at optage, dele eller fortælle det eller ved at konfrontere de personer, der udsætter en for det. Og det er uanset om man er modtager, eller om du er vidne i bussen, på gaden eller i køen til et diskotek.
Men det er vel ikke alle, der er i stand til at sige fra i sådan en situation?
- Det er ikke alle, der har den adgang eller de fornødne ressourcer til at gå til medierne, til offentligheden eller politiet. Derfor er det afgørende, at de personer får den rigtige hjælp til at klage og anmelde det, når de oplever diskrimination, forklarer han.
- Og så påhviler der os, der har ressourcerne til det, et ansvar for at sige fra i den slags situationer.
