Tivoli-direktør om nedlukning: ”På det økonomiske plan betyder det meget”
Fredag eftermiddag anbefalede regeringen at lukke en række erhverv herunder forlystelsespakker. Dermed mister Tivoli de sidste af juledagene.
Jul i Tivoli er både en tradition og tilløbsstykke for danskerne, der beundrer alt juleriet i den historiske park.
Sådan har det også været denne jul, fortæller Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, til TV 2 Lorry. Men på fredagens pressemøde kunne regeringen oplyse, at de anbefaler, at man lukker for blandt andet forlystelsespakker.
Det vækker ærgrelse hos Tivolis direktør, der dog tager anbefalingen med oprejst pande.
- Nu afventer vi den endelige behandling og drøftelse i kommissionen, men vi regner med, at Tivoli bliver tvangslukket resten af sæsonen. Det er vi selvfølgelig kede af. Vi ville gerne gøre julen færdig, men sådan kommer det ikke til at gå, siger Susanne Mørch Koch til TV 2 Lorry.
Holder åbent weekenden ud
Hun forventer, at Tivoli får lov at holde åbent weekenden ud, inden de går på tidlig juleferie fra på mandag.
Hvad det kommer til at få af betydning for Tivolis økonomi, er endnu for tidligt at sige, fortæller direktøren i Tivoli.
- Det har vi simpelthen ikke kunne nå at få at overblik over. Covid-19 trækker tænder på det økonomiske plan samt trækker store veksler på vores ansatte. Men det er klart, at selv om der er forskellige kompensationspakker, så havde vi hellere været Covid-19 foruden, så vi havde kunne have holdt åbent for fuld styrke frem til den 2. januar som det var planen.
Men der har ikke manglet gæster i forlystelsespakken, og derfor er hun optimistisk.
- Det er klart, at det er to rigtig gode uger, vi mister, men vi har haft nogle gode uger op til, og vi havde en god uge til halloween, hvor vi kom lidt foran, fortæller Susanne Mørch Koch til TV 2 Lorry.
Nu venter et par dage, hvor det stadig er muligt at komme ind og komme i julestemning i Tivoli, men nedlukningen er så småt begyndt, fortæller Tivolis direktør til TV 2 Lorry:
- Det er klart, at vi ikke bestiller flæskesteg, and og rødkål til parkens restauranter.
Susanne Mørch Koch understreger, at Tivoli er indrettet således, at det stadig er trygt at færdes i forlystelsesparken.
_