Tre ud af fire ansatte i Københavns hoteller og restauranter er udlændinge
- Forandringen er utrolig stor henover de sidste årtier. Andelen af udenlandsk arbejdskraft er gået fra omtrent tre procent til 14 procent, ifølge tal fra Eurostat. Det skal danskerne lige vænne sig til, siger Jens Arnholtz, der er arbejdsmarkedsforsker og lektor på Københavns Universitet.
I København er hele 15.000 ud af 20.500 lønmodtagere i Hotel- og Restaurationsbranchen udlændige.
Det skyldes især at servicebranchen er vokset voldsomt i de senere år, ikke mindst takket være flere turister i København. Jo flere besøgende, jo større behov for arbejdskraft. Så de udenlandske ansatte er vigtige for at sikre, at vi overhoved kan blive betjent.
Udlændinge tiltrækkes af de gode vilkår, ansatte har i hovedstaden sammenlignet med resten af EU - og byens ry som gourmetdestination trækker de ansatte til.
- Vores stærke turisme- og oplevelseserhverv med gastronomi på øverste hylde er en attraktion i sig selv, siger Jeppe Møller-Herskind.
Når du går på oplevelse i hovedstaden kan du godt forberede dig på at pudse dit engelske af. Det er ikke ualmindeligt at den, der betjener dig ikke taler dansk.