Tyrkiske fans fylder før fodboldbrag i Parken - kanonslag hagler ned over Rådhuspladsen
Københavns Politi er tirsdag aften massivt til stede i København forud for højrisikokampen mellem FC København og tyrkiske Galatasaray i Champions League.
De fleste københavnere har efterhånden opdaget, at der er et fodboldbrag i vente i aften.
Dagen igennem har de tyrkiske fans fra Galatasaray fyldt godt i gadebilledet i København, og tirsdag aften er stemningen kun øget i intensitet.
Således kan TV 2 Kosmopols udsendte berette om både fyrværkeri og og romerlys på de tyrkiske fans' vej gennem byen.
TV 2 Sports udsendte reporter Christopher Roth fortæller, at Galatasarays fans nu forlader Rådhuspladsen, og adskillige romerlys bliver tændt igen.
Fansene går langs H. C. Andersens Boulevard mod Langebro og bliver guidet rundt om Tivoli op mod Hovedbanegården.
Foto: Presse-fotos.dk
TV 2 beretter også om fem store politibiler med fuld udrykning, mens politiet skynder på Galatasaray-fansene, så de kan komme med særtoget fra hovedbanegården mod Svanemøllen Station.
- Det forløber rigtig fint. Der har været en samling af udenlandske fans på Rådhuspladsen og omkring Vesterbrogade. De gik i faneoptog til Hovedbanegården. Nu er de med toget på vej til Svanemøllen, hvor vi vil tage imod dem og følge dem til Parken.
- Der har været en del pyroteknik, altså fyrværkeri og romerlys, og vi har anholdt én person for overtrædelse af fyrværkeriloven, siger Jesper Bangsgaard, som er vicepolitidirektør ved Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.
Dørene åbner først i Parken klokken 19, men der er allerede mange fans og tilskuere, der er ankommet til Danmarks nationalstadion.
Især foran Sektion 12 ved B-tribunen strømmer der flere og flere tilskuere til.
Braget i Parken er den sidste kamp i gruppespillet i Champions League. Vinderen går videre i turneringen.
Kampen er vurderet som en højrisikokamp af Københavns Politi, som har indført en midlertidig skærpet strafzone omkring Parken.
Foto: Presse-fotos.dk