Det larmer, generer og tager tid. Der er uendelig meget vejarbejde, der præger hovedstadens vejnet.
Henrik Busch, som bor i København, bliver gang på gang frustreret over de mange forhindringer, han møder på sin vej, når han bevæger sig gennem indre by.
Senest er det et vejarbejde, der pågår i Gothersgade, som er blevet forsinket. Og det er langt fra første gang, han oplever at vejarbejde netop trækker ud.
- Jeg oplever det desværre ofte, og det giver store gener for både borgere og erhvervsdrivende, siger Henrik Busch til TV 2 Kosmopol.
Det konkrete vejarbejde i Gothersgade skulle egentlig have stået færdigt den 12. marts, men det gjorde det ikke.
- Jeg gik herned og kiggede den 12. marts og kunne se at gaden stadig var spærret. Så skrev jeg til kommunen, og da jeg kom herned dagen efter, kunne jeg se, at arbejdet var forlænget med to dage. Da jeg så kom igen efter de to dage, da var arbejdet pludselig forlænget med halvanden måned, fortæller han.
Forsinkelsen skyldtes, at Københavns Kommune modtog en pludselig henvendelse fra HOFOR, som nu hvor vejen var gravet op, ønskede at etablere fjernkøling på strækningen.
Arbejdet i Gothersgade trak altså ud, fordi der var mulighed for at slå to fluer med et smæk, da man på denne måde kunne undgå at grave vejen op to gange.
Kommunen ved ikke hvor ofte vejarbejde forsinkes
Det er dog ikke kun muligheden for at undgå dobbelt gravearbejde, der ligger til grund for forsinkelserne, lyder det fra Københavns Kommune.
- Det er selvfølgelig frustrerende når vejarbejde forsinkes, men vejarbejde er en kompleks størrelse. Der er ofte mange aktører inde over, som skal have deres arbejde til at gå op i en højere enhed. Derudover sker det ofte, at der dukker uforudsete problemer op, når man begynder at grave. Og endelig så oplever vi for tiden en stor mangel på materialer, siger Jane Snog, områdechef i byvedligehold og tilsyn i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Der er altså rig mulighed for komplikationer, der kan forlænge den tid, en vej er lukket ned. Men præcist hvor ofte vejarbejde i Københavns Kommune forsinkes, det kan kommunen ikke sige noget om.
- Årsagen er, at vores IT-system ikke kan føre statistik på forsinkelser. Men vi arbejder på at få det implementeret, fortæller Jane Snog.
Selvom hun ikke kan sige hvor meget vejarbejde der forsinkes, så anerkender hun at det sker.
Kommunen kan give bøder – men gør det kun sjældent
Københavns Kommune har i tilfælde af forsinkelser mulighed for at give entreprenøren en bøde. En mulighed, som Henrik Busch mener, kommunen bør benytte sig af.
- Hvis ikke tiden bliver overholdt, så må man give entreprenøren en bøde. Vi andre skal jo også opføre os ordentligt og betale tingene til tiden, siger han.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at entreprenørerne skal frygte et hav af bøder. Kommunen skrev nemlig kun muligheden for bøde som følge af forsinkelse ind i 10 ud af de ca. 12000 gravetilladelser der blev givet sidste år. Det svarer til, at det blev skrevet ind i lidt under 0.001 procent af gravetilladelserne. Og det er helt bevidst, siger Jane Snog fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
- Hvis vi begynder at bruge det systematisk i større grad, så ved vi, at entreprenørerne vil begynde at søge om gravetilladelser med længere varighed end nødvendigt, og så er vi sådan set lige vidt, siger Jane Snog.
Alt tyder altså på, at det ikke er sidste gang, Henrik Busch kommer til at opleve veje der lukkes ned længere end planlagt. Èn ting glæder han sig dog til.
- Den 28. april vil jeg stå hernede og glæde mig over, at Gothersgade igen er åben i sin fulde længde.