Vil overdække Øresundsmotorvejen: Nu går politikere skridtet videre og inddrager dig
Amager Vest Lokaludvalg inviterer i en pressemeddelelse borgere til at komme og debattere planerne for overdækningen af Øresundsmotorvejen.
Den støjende og tungt trafikerede Øresundsmotorvej skærer Amager midt over og skaber gener for beboerne tæt på den store færdselsåre. Derfor har Københavns Teknik- og Miljøudvalg besluttet at undersøge mulighederne for overdækning af vejen.
Men er det en god idé at overdække motorvejen? Hvad kan det have af konsekvenser og omkostninger? Er overdækning den rigtige løsning på at reducere støjen fra vejen? Det er nogle af de spørgsmål, som kan blive taget op, når der afholdes debatarrangement i Crowne Plaza torsdag 24. februar.
Debatmødet giver borgere mulighed for at høre mere om overdækningen af Øresundsmotorvejen, og samtidig kan deltagerne dele deres egne holdninger til projektet.
Til debatmødet vil der være deltagelse fra en række politikere, arkitekter og beslutningstagere.
Skal reducere støj- og luftforurening
Ifølge Amager Vest Lokaludvalg viser internationale undersøgelser, at overdækning af motorveje kan have en positiv indvirkning på både luft- og støjforurening. Men projektet er samtidig både dyrt og omfattende, og kan have konsekvenser for motorvejens naboer.
Ifølge Jens-Kristian Lütken (V), der er medlem af Københavns Teknik- og Miljøudvalg, handler overdækningen af motorvejen både om reducering af støj- og luftforurening, men også om områdets udseende og anvendelsesmuligheder.
- En overdækning vil – ud over at være en optimal støjreducerende løsning for beboerne i området – give mulighed for at skabe et mere sammenhængende og samlet byrum med et væld af muligheder som eksempelvis grønne områder eller idrætsfaciliteter, fortæller Jens-Kristian Lütken i pressemeddelelsen.
Tilbage i 2017 kom Amager Vest Lokaludvalg med forslag til, hvordan den ekstra plads, som overdækning af motorvejen vil give, med fordel vil kunne bruges til boliger, idrætsfaciliteter og grønne områder.
Deltagere til debatarrangementet
- Arkitekter fra BIG – Bjarke Ingels Group og URBAN POWER
- Jens-Kristian Lütken, medlem af Teknik og Miljøudvalget i Københavns Kommune (V)
- Mette Reissmann, medlem af Teknik og Miljøudvalget i Københavns Kommune (A)
- Line Barfod, Teknik og Miljøborgmester i Københavns Kommune (Ø)
- Allan S. Rasmussen, Borgmester i Tårnby Kommune (A)
- Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn
Hos TV 2 Lorry fortalte vi tilbage i oktober 2021 om, at flere politikere fra Københavns Teknik- og Miljøudvalg var blevet enige om at stemme for et forslag, der skal undersøge mulighederne for at overdække en del af Øresundsmotorvejen.
Debatmødet om overdækning af Øresundsmotorvejen finder sted den 24. februar kl. 17 i Hotel Crowne Plaza på Ørestads Boulevard. Arrangementet bliver modereret af journalisten Roberta Montanari.