Oversigt

Seneste nyt

Wozniacki videre i US Open: "Kunne have spillet to sæt mere"

Caroline Wozniacki fortæller efter ny US Open-sejr, at hendes krop føles fysisk perfekt efter comebacket.

Caroline Wozniacki vandt sent fredag aften dansk tid sin tredje kamp i US Open, og det var ikke mindst på grund af et fysisk overtag.

Danskeren var bagud med 4-6, 0-2 mod Jennifer Brady, men vandt så 12 af kampens sidste 14 partier og kunne juble over sejrscifrene 4-6, 6-3, 6-1.

På pressemødet bagefter sagde Brady, at hun følte sig fysisk nedbrudt af Wozniacki, og danskeren følte sig da også ovenpå.

- Jeg havde det godt fysisk. Det var min første kamp i tre sæt efter comebacket, og min krop føltes perfekt. Jeg følte, at jeg kunne have spillet et par sæt mere.

- Det var et stort skridt for mig, for man ved aldrig, hvordan ens krop reagerer, når man har været væk fra spillet så længe, siger Caroline Wozniacki på den engelske del af pressemødet.