Flere fredede dyrearter fundet ved nyt rensebassin: "Det er ret vildt og meget overraskende"

Biologer har fundet 384 arter ved et nyt rensebassin for regnvand ved Køge Nord. Biodiversiteten har vist sig meget bedre, end projektmagerne havde turde håbe på. Nu taler de for at bygge lignende bassiner flere andre steder.

Det er kommet bag på alle involverede parter, at biodiversiteten i så høj grad funkler ved de nye regnvandsbassiner i Køge Nord.

- Det er både fedt og overraskende, at vi har kunnet gøre så spektakulære fund herude. Der er mange både sjældne og krævende arter i blandt, siger biolog Frederik Leck Fischer, der henover sommeren flere gange har været på artundersøgelse ved de nye rensebassiner i Køge Nord.

Biologerne, der har undersøgt biodiversiteten, har fundet flere rødlistede arter, som er stærkt truet på deres eksistens i Danmark.

- Den første meget overraskende art, jeg finder herude, er den edderkop, vi kalder mudderpanteren. Men efter jeg finder den, så dukker der hurtigt flere andre spændende arter frem. Faktisk ender jeg med seks edderkopper, som jeg vil kalde meget krævende, fortsætter Frederik Leck Fischer, der som araknolog netop specialiserer sig i edderkopper.

Rensebassinerne er anlagt for at sikre den kommende bydel Køge Nord fra oversvømmelser. Bassinerne skal kunne modtage og rense enorme mængder regnvand og forsinke dets udløb, så Skensved Å kan følge med i tilfælde af kraftige skybrud.

Kom med på artsjagt i Køge Nord med biolog Frederik Leck Fischer

Ved opbygningen af rensebassinerne har projektmagerne brugt en række nye metoder, som man normalt ikke benytter ved regnvandsbassiner. Det, der især har gjort udslaget for biodiversiteten, er, at man i stedet for at lave ét stort bassin har lavet mange små, hvor man så har anlagt kanaler og løb imellem, hvor vandet kan løbe.

De løb, som oftest er tørre, men altså af og til bliver våde, skaber levesteder for nogle af de arter, der normalt har det svært i Danmark.

- De her skiftevise forhold mellem det våde og det tørre, som imiterer noget af det, vi ser ude i naturen i form af laguner og mudderbanker, det er ret spændende rent biodiversitetsmæssigt, siger han. 

- Mange af de arter jeg har har fundet herude, det er dyr, som vi normalt ikke finder inde i landet. Og dyr som vi da slet ikke kan regne med at finde i menneskeskabt natur. Det er kommet meget bag på mig, at de findes her.

quote Det der kommer bag på mig, er de her to håndfulde af sådan ret krævende og sjældne arter, der er i blandt de her næsten fundne 400 arter. Det havde jeg ikke regnet med

Frederik Leck Fischer, biolog

Mange af de fundne arter er fundet i de vandløb, der er lavet med store sten. Stenene bliver nemlig varmet op af solen, og de forbliver gennem hele året et par grader varmere end deres øvrige omgivelser, og dermed er de gode som levesteder for varmekrævende dyr.

- Det er ret fantastisk, at man på så få år, og hvor udgangspunktet var en pløjemark, kan tiltrække så mange rødlistede arter, siger Frederik Leck Fischer.

- Urban natur findes af meget forskellig kvalitet. Men det her projekt har virkelig åbnet mine øjne for de potentialer, der er, hvis man anlægger de her urbane naturområder med biodiversitet for øje.

Projektmagere jubler over de nye fund

Det er Klar Forsyning, der er bygherre på projektet og altså overordnet ansvarlig for udformningen af rensebassinerne. Da de fik meldingen om de mange artsfund, gik der et sug igennem hele sekretariatet.

- Jeg gik med armene højt hævet over hovedet, da vi hørte om de mange artsfund, og det gjorde folk i hele forsyningen faktisk. Det er jo kæmpestort, og noget vi er meget stolte af, siger Frands Søbjerg Hansen, der er plan- og anlægschef i Klar Forsyning.

- Det er en fuldstændig fantastisk historie, at vi har kunnet tage noget, som for få år siden var intenst dyrket landbrugsjord, og så har lavet det om til et naturfredeligt område, hvor fugle og dyr kan flytte ind, siger Hans Henrik Larsen, der er projektchef i Tscherning, der er hovedentreprenør på projektet.

quote Jeg synes bestemt, at man skal genskabe det her projekt andre steder

Frederik Leck Fischer, biolog

Klar Forsyning og Tscherning har fra start haft fokus på, at rensebassinerne skulle være naturvenlige. Der er således laves gangstier, så de kommende beboere i området kan gå på besøg i området, og ved nogle af bassinerne er der græssende køer, der skal holde områderne lysåbne og dermed sikre en fornuftig biodiversitet.

Og i stedet for at lave et stort rensebassin har de altså lavet flere mindre bassiner, der er forbundet, og netop det har vist sig som nøglen til den store succes.

- Det har faktisk hverken været dyrere eller mere besværligt at anlægge rensebassinerne på den her måde. Men det har krævet lidt mere plads, og derfor er det vigtigt, hvis andre vil gøre noget lignende, at de tænker det her ind fra start, for ellers så kan det være svært at få plads til det hele, siger Frands Søbjerg Hansen, der opfordrer andre forsyningsselskaber til at gøre brug af de gode erfaringer de har fået i Køge.

- I princippet kan man jo gøre det her alle steder. Det kan man sagtens, supplerer Hans Henrik Larsen fra Tscherning.

Et af de dyr, der er dukket op i Køge Nord er den fredede lille vandsalamander.
Et af de dyr, der er dukket op i Køge Nord er den fredede lille vandsalamander.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Frederik Leck Fischer har som biolog kun været løst tilknyttet projektet i forbindelse med artsopgørelsen. Men med de fund han har gjort, så håber han, at projektet bliver kopieret mange steder i landet.

- Jeg synes bestemt, at man skal genskabe det her projekt andre steder, for det nytter virkelig noget, siger Frederik Leck Fischer.

- Det, der virkelig betyder noget for, om arter er sjældne eller ej, er, om de har nogle ordentlige levesteder. Og vi har jo over tusindvis af år virkelig været grundige i at smadre meget af vores natur i Danmark, og måske er det på tide, at vi giver lidt igen, og det her er jo et sted at starte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik